Indvielse af Sporet i Hjarup Øst

Søndag d. 29. maj blev snoret til endnu et spor ved Hjarup klippet. Omkring 70 personer, både voksne og børn, deltog i den officielle åbning af det nye Spor ved Hjarup øst.

Af: Jens Staugaard Holdt
Foto: Lund&Mus.

Gennem det sidste års tid er der blev trampet ekstra hårdt gennem landskabet øst for Hjarup. Idéen om et spor nr. 2 i den pragtfulde natur rundt om Hjarup opstod hos udviklingsgruppen i 2008, og efterfølgende gik man i gang med projektet. Nu er trampestien færdig og kan derfor officielt kaldes et ”spor i landskabet”.

Det blev fejret med en officiel indvielse i søndags, hvor ca. 70 personer – voksne og børn i alle aldre – vandrede de ca. 6 km ad stien fra Hjarup spejderhus langs bæk og hegn og ad mark- og skovveje gennem ”Bønderskovene”, Fovslet Statsskov til det foreløbige mål i Præsteskoven, hvor der blev bagt pandekager over bål. Herfra går stien tilbage til Hjarup af Østergårdsvej.

Undervejs på turen fortalte de 2 lokale naturvejledere Laue Lund og Hans Kjeld levende om det righoldige plante- og dyreliv, man møder på ruten: ”Lad være med at haste af sted – prøv at færdes stille og roligt i naturen, læg mærke til lyde og dufte og se om ikke I er heldige at få et glimt af en af de mange dyrearter, der lever i marken og i skoven”, opfordrede Hans Kjeld.

Stilheden blev naturligt nok brudt af den store skare naturinteresserede, men det lykkedes dog Lau Lund at udpege både nattergal, bogfinke, gransanger og andre af de fuglestemmer, som ikke lod sig forstyrre af skovens søndagsgæster.

Forinden turen gik i gang havde formand for stiudvalget, Lars Vodder Lauridsen takket såvel lodsejere, som lægger jord til stien som de mange frivillige, der har brugt aftner og weekends til at bygge broer, mærke ruter og bane vej til stien.

En af landsbyen ildsjæle, Anna Brink fik overdraget det ærefulde hverv at klippe snoren over og erklære sporet for officielt åbent. Det klarede Anna med bravur med første sakseskær.


Om Sporet ved Hjarup Øst

Her kan du læse mere om Sporet ved Hjarup Øst