Indvielse Økosporet ved Knuthenlund Gods og Sporet ved Hestehaven

Knuthenlund
Søndag den 22. maj blev Økosporet ved Knuthenlund Gods og Sporet ved Hestehaven indviet.
Søndag åbnede fødevareministeren to nye spor på Lolland, bl.a. med mulighed for at få indblik i økologisk produktion.
Søndag den 22. maj strålede solen om kap med det nypudsede hornorkester fra Lolland Brandvæsen som optakt til Fødevareminister Henrik Høeghs åbning af to nye Spor i Landskabet ved Stokkemarke på Lolland.
I åbningstalen gav Henrik Høegh udtryk for værdien af lokalbefolkningens initiativ og samarbejdet mellem lokalsamfundet og lodsejerene, der har gjort det muligt at åbne to nye Spor i Landskabet. Både fastboende og turister får med de nye spor mulighed for kendskab til det lokale landskab og indblik i moderne fødevareproduktion.
Efter indvielsen i Stokkemarke var der guidede ture for de godt 100 deltagere på Sporet i Stokkemarke Hestehave og videre ad Øko-sporene, der går fra Stokkemarke til Knuthenlund Gods, der med sine næsten 1.000 hektar er blandt Nordens største økologiske landbrug. Her kan man få indblik i deres økologiske osteproduktion, der har vundet adskillige medaljer.
Sporene ved Stokkemarke er etableret i et tæt samarbejde mellem Lolland Kommune, lokale borgergrupper og lodsejerne John Rasmussen og Susanne Hovmand-Simonsen.
Spor i Landskabet er i færd med en relancering. Målet med relancering, der støttes af Nordea-Fonden og Miljøministeriets Grønne Partnerskaber, er at åbne 1.000 kilometer nye spor, der kan give befolkningen adgang til nye og anderledes naturoplevelser i det dyrkede land.