Nu modnes bærrene
Langs de levende hegn og skovvejene kan du i denne tid finde masser af lækre modne bær og frugter. Så tag familien med ud på sporene og pluk.
De er nemme at dyrke i haven, men mange steder tilsvarende nemme at finde frit i naturen. Brombær pryder i øjeblikket mange hegn og ikke mindst kratområder i den danske natur og er i øjeblikket plukkemodne. De er nemme at kende på deres mørke, næsten sorte, karakteristisk blanke farve og er enormt velegnede både til marmelader, kompot, øvrige madretter eller blot til at spise rå direkte fra busken, hvor de placerer sig side om side på lange ranker med torne. Spor i landskabet anbefaler særligt to spor, hvis man har fået blod på brombærtanden.
”Det ene er Sporet i Broby Vesterskov, hvor der også kan findes bog, der egner sig fortrinligt som erstatning for mandler og tidligere blev brugt på brunkager,” siger projektleder for Spor i Landskabet Anders Torpegaard og forklarer, at han fik anbefalingen om bog fra den lokale formand (for Sorø, red.) for Danmarks Naturfredningsforening, Eva Nielsen.
Afgørende med handsker
Et andet relevant spor er Sporet ved Testrupgaard, hvor lodsejer Erna Dalgaard har berettet, at bærrene kan findes i nærheden af Skt. Sørens Helligkilde.
”Om Skt. Sørens helligkilde berettes det, at den har haft livgivende og helbredende egenskaber mod mange forskellige slags sygdomme. Desuden har den været en ikke uvæsentlig indtægts-kilde for Testrup kirke og hospital. I dag giver kilden ikke de store vandmængder, men lider du af sygdom, skulle du måske prøve kildens helbredende virkning,” siger Anders Torpegaard og pointerer:
”Man ved jo aldrig.”
Et godt tip inden den store plukketur begynder er, at tage handsker og kraftigt tøj på, da de mange brombærtorne hurtigt kan give forrevne hænder. Husk at du kun må plukke til eget brug og som hovedregel kun, hvad du kan nå fra stien.
Har du mod på at lade de fundne brombær indgå i aftensmaden har voresmad.dk her to forslag til middagsretter:
http://www.voresmad.dk/Opskrifter/Index/Alfabetisk/S/Skinke_i_skiver_med_brombaer_og_blaabaer.aspx
http://www.voresmad.dk/Opskrifter/Index/Alfabetisk/N/Nakkekoteletter_med_brombaersauce.aspx
Svampejagt
Er du mere interesseret i svampe, så er der arrangerede svampeture på Sporene ved Odderbækken, og på Baubjergsporet
Læs her hvad du må i de private skove