Afholdte arrangementer
'Lys i mørket' på Sporet ved Baubjerg - Søndag den 29. november 2009
Økologiforeningen i Sinding inviterede denne dag til lysfest på Sporet ved Baubjerg. Arrangementet bestod af et fakkeltur til søen ved Thomasbjerg, hvor der blev sat små lys ud på søen for at hylde lyset i den mørke tid. Desværre blev arrangementet 'begunstiget' af det skønneste regnvejr, hvilket ikke var særlig smart for de udendørs lys og faklerne, men det blev taget med godt humør. Bagefter blev der serveret en dejlig varm hokaido-suppe på Thomasbjerg-gården. Det var alt i alt en god dag trods det våde islæt.
Indvielse af Sporet ved Hestemøllegård - Søndag den 25. oktober 2009
Søndag den 25. oktober indviede miljøminister Troels Lund Poulsen det seneste spor i rækken på Hestemøllegård i Tølløse. Til indvielsen deltog desuden næstformand i Landbrug & Fødevarer Ib W. Jensen og filialdirektør fra Danske Bank i Tølløse Flemming Andersen. Efter at miljøministeren havde klippet den røde snor over og officielt indviet sporet, viste Ole Olsen de ca. 150 gæster rundt på sine jorde, der bl.a. giver adgang til Kildeskoven, en urskov, der har stået urørt i århundreder. Her findes i alt 27 kilder, der tilsammen leverer omkring tre kubikmeter vand pr. minut året rundt. Kildefeltet er Sjællands største. På Sporet ved Hestemøllegård kan også opleves resterne af en vandmølle, der kan dateres tilbage til 1399.
- Jeg glæder mig over oprettelsen af Sporet ved Hestemøllegård og håber på, at det vil gøre området endnu mere kendt, nu hvor flere får mulighed for at opleve den spændende natur, der er på mine jorde, siger Ole Olsen, som ejer Hestemøllegård.

________________________________________________
Sporenes Dag - Søndag den 18. oktober 2009
Der var i år 24 spor, som havde lavet et arrangement i anledningen af Sporenes Dag. Vejret viste sig fra sin bedste side over hele landet, og mange havde benyttet sig af muligheden for at komme med på tur i landskabet.
Læs mere her.
_________________________________________________
Kulturnat - Fredag den 9. oktober 2009
Spor i Landskabet var med på kulturnatten på Axelborg. Vi havde en stand på 1. sal i rotunden, hvor Bering House of Flowers havde dekoreret standen smukt, så den næsten lignede et rigtigt spor i landskabet. Vi havde mange interesserede besøgende, og hele huset summede af liv og glade gæster.
På standen fremviste vi hjemmesiden og de forskellige spor, og man kunne deltage i en quiz. Quizzen omhandlede det landbrug og natur, som man kan opleve rundt omkring på sporene. Den heldige vinder af et gavekort til Bering House of Flowers blev Lise Hansen fra København.
