Sporet ved Frejstrup
Sporet ved Frejstrup ligger ca. 17 km vest for Nibe ved Marguerit-ruten.
Den afmærkede rute er ca. 8 km lang. God tur.
1. Frejstrup Vestergård
Sporet begynder ved Frejstrup Vestergård. På lejrpladsen er der mulighed for overnatning i telt, og der er adgang til toilet. På Frejstrup Vestergård er der etableret en udstilling, som beskriver naturen i mark, skov og på hede. Besøg i udstillingen kan aftales på tlf. 98 68 64 64. Ejendom-men drives med planteavl og fårehold. Fårene bruges til afgræsning af naturarealer. Planteavl er med korn og grovfoder til fårene. Hovedafgrøderne er vårbyg, vinterhvede, triticale og havre. I år 2002 er der plantet en kilometer fem-rækket læhegn.
2. Naturområde
Området blev drænet sidst i tresserne, men de sidste mange år er drænene ikke vedligeholdt. Området er i dag sumpet og taget ud af produktion. Nord for sporet på skrænten er der tidligere blevet gravet ler til teglsten. Dette har givet navnet Teglgård lidt mod nord. På husene i området ses, at denne lergrav har produceret gule teglsten. I 2002 er der etableret en sø.
3. Lundby Hede
Overgangen mellem mark og hede er præget af et område med træer, hvoraf en del er naturlig voksende blandet løvtræer. Heden vil med tiden vokse til dette, hvis der ikke sker naturpleje / afgræsning. I gammel tid var hedearealer en vigtig del af landbrugsdriften. Lyngen blev bl.a. brugt til tækning, vinterfoder til dyrene, brændsel, bundmateriale i sengene, vejmateriale og me-get mere. Hedearealerne blev desuden brugt som græsningsarealer til ungdyrene. I dag drives hederne ikke på samme måde, og det betyder at heden med tiden udvikler sig til skov. For at undgå dette er heden blevet fredet.
En ny fredning fra 2001 giver mulighed for fældning af træerne og anden naturpleje. For at be-vare hedelyng skal der ske en afgræsning eller afbrænding, idet hedelyng har en levealder på 25-30 år, hvorefter den dør, og græs bliver dominerende.
4. Sønderhøje
Sønderhøje er en mindre samling gravhøje. Højene er placeret højt i terrænet med milevid udsigt over bl.a. Lundby Hede og Bruså dalen. På heden ses mange typiske planter, f.eks. hedelyng, revling (sortebær), enebærbuske og tyttebær.
5. Den gamle Ålborgvej
Vinkelret på sporet kommer den gamle Ålborgvej. Vejen var tidligere hovedfærdselsåre mellem Ålborg og Vesthimmerland. Der er etableret stisystem over De Himmerlandske heder, som her krydser sporet.
6. Gøgeurt og guldblomme
I forsommeren ses den plettede gøgeurt, en af Danmarks orkideer. Alle orkideer er fredede og må derfor ikke plukkes. Lidt senere på sommeren ses også den smukke guldblomme. Guld-blommen er giftig og har været brugt som abortfremmende middel.
7. Bruså
Sporet ender ved Bruså. Her ses et naturligt vandløb med kraftige snoninger. Åens forløb ænd-res med tiden, nogle steder udhules brinken og skrider ud i åen, og andre steder aflejres sand, mudder og plantemateriale. I 2001 er der bygget en spang over åen, så denne nu kan krydses.
Sporet følges samme vej tilbage.
Primitiv overnatning - Frejstrup, Nibe
Græsplæne omgivet af løvtræer. Der er borde og bænke på pladsen. 5 km til indkøb. Pladsen ligger ved Sporenes start. Kontakt: Finn Larsen, Frejstrupvej 4, Frejstrup, 9240 Nibe, tlf. 98 68 64 64