Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Landsbysporet rundt om Torup

Natursti ved Torup, 6 km nordvest for Frederiksværk.
Sti på 3,5 km

Landsbysporet rundt om Torup ligger på Halsnæs ca. seks km nordvest for Frederiksværk. Tag evt. Frederiksværkbanen fra Hillerød og stå af ved Dyssekilde Station.

Torup er en gammel landsby i ny vækst. Du befinder dig på den flade del af Halsnæs, midt mellem de dramatiske skrænter mod Kattegat og strandengene ud mod Roskilde Fjord. Sporet fører dig rundt i det åbne land, hvor du vil se økologisk landbrug, konventionelt landbrug og høj himmel. Foruden Torup kommer du forbi landsbyerne Hågendrup og Sverkilstrup.
Turen er ca. seks km, men du kan afkorte ruten flere steder undervejs ved at følge asfaltvejene. God tur!

1. Økolandsbyen
Det officielle navn er Økosamfundet Dyssekilde (ØD). Navnet er hentet fra den kilde, der også har givet navn (og i en periode vand) til Dyssekildegård og Dyssekilde Station. Økosamfundet Dysseklide har eksisteret i 15 år, og Økolandsbyen har i dag med sine 120 beboere skabt nyt liv i Torup. Du er velkommen til at gå rundt på vejene og kigge på de mange særprægede huse. Du kan læse mere om ØD i folderen som du finder på standeren over for butikken.

2. Møllerne rundt om Torup
Som du måske mærker, er Halsnæs et vindomsust område, og det har mennesket alle dage forstået at udnytte. Undervejs på sporet ses i alt otte møller. Syv af disse er elproducerende vindmøller, der er opført i 1990’erne. Den mindste af møllerne (som var den første) står øst for Torup, tæt ved sporet. Den blev opført på initiativ af beboere fra Økolandsbyen og producerer strøm til ca. 250 boligers forbrug. Fra møllehøjen kan man mod nord se Melby mølle, den er opført i 1878.

3. Naturen
Naturen byder på »vilde« dyr, f.eks. ræv, rådyr, hare, mår og lækat. En del af forårsfugletrækket kommer via Rørvighalvøen over Halsnæs, heriblandt også traner og rovfugle. Hvis du heldig, kan du se strejfende kronvildt fra Tisvilde Hegn.

4. Landbrug og afgrøder
Landskabet langs sporet er præget af landbrug med vekslende afgrøder. Udover kornsorter som byg, hvede og rug dyrkes her en del raps, som bruges til olie i husholdningen og brændstof i biler og fyr. Der ses også marker med fodermajs samt græs til hø og afgræsning. Der holdes geder, køer, får og ikke mindst heste. Læg også mærke til de brakmarker, der passeres undervejs. Her findes mange urter, som i dyrkede marker betragtes som ukrudt. På brakmarkerne findes et rigt dyreliv, specielt insekter og små pattedyr ynder at holde til her.

5. Torup, kirken og den gamle fjord
Navnet Torup stammer formentlig fra Thors Dysse, den lå ca. 100 m øst for Torup kirke. Kirken er bygget ca. år 1100. I vikingetiden og flere århundreder frem havde Torup en havn. Den lå vest for kirken ud til en fjord, der havde adgang til Kattegat. På den tid var Torup den vigtigste by på Halsnæs. Når du i dag vandrer ad Spor i Landskabet, så lad tankerne gå blot 100 år tilbage – dengang fandtes en anden form for Spor i Landskabet her på egnen – en »ormesti« tværs over Halsnæs fra Liseleje til strandengene ved Roskilde Fjord. Stien snoede sig som en orm efter terrænets form. Liselejefiskerne gik gennem det svagt kuperede landskab til højdepunktet ved Torup Kirke og videre nedover til fjorden for at hente sandorm til madding, for at gå samme vej tilbage til Liseleje – en tur på 14-16 km.