Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Indvielse af Sporet på Skødshoved

Tid: Lørdag 11. maj 2013, kl. 13:00 – ca. 14:30.
Sted: Ved enden af Skødshovedvej, 8420 Knebel (vest for Tved og Dejret). Parkering i højre vejside.
Turleder: Naturvejleder Jens Reddersen
Arr.: Grundejerforeningen Skødshovedgård & DGI Karpenhøj Natur- og Friluftscenter

Praktisk: Ruten i alt 2½ km i jævnt terræn med et langt stræk på stenkyst. På dagen – efter indvielsen - går vi dog kun et kortere stræk i nemt terræn.

Frivillighed har mange ansigter: Lodsejer ved Skødshoved gi-ver adgang til naturperle, når nyt vandrespor åbner 11. maj.

Frivillighed hos borgerne er ikke kun besøgsvenner hos gamle, fodboldtrænere i idræts-klubben eller lektiehjælp til indvandrere. Det kan også være lodsejere, som frivilligt giver naturglade borgere og turister adgang til fine naturområder. Efter at Dorte Jensen & Arne Fremmich (Stenalt Gods) har overtaget Skødshovedgård er der nu åbnet for adgang til en smuk og varieret rundtur på Tved-halvøens ukendte, varierede og smukke nordvestlige hjørne. Formel åbning sker ved et åbent arrangement lørdag 11. maj. Ruten er etableret i et samarbejde mellem lodsejeren, Grundejerforeningen Skødshovedgård, DGI Karpenhøj, Spor i Landskabet og Nordea-fonden.

Det er overraskende fine og varierede naturoplevelser, der bliver adgang til, når ”Sporet på Skødshoved” officielt åbnes lørdag den 11. maj kl. 13:00. Over en samlet strækning på ca. 2½ km kan man opleve skum-mende grønt hav, badestrand, stenkyster, skredklinter med gult sand og lysegrønt ler, store fuglerige strandenge og vildtrige læhegn og landbrugsland. Arbejdet med sporet er foregået over det seneste år i et samarbejde mellem de nye ejere, Dorte Jensen & Arne Fremmich (Stenalt Gods på Djursland), de lokale sommerhusfolk i Grundejerforeningen Skødshovedgård og DGI Karpenhøjs naturvejleder Jens Reddersen, der er støttet af Friluftsrådet. Sporet er søgt og bevilliget oprettet som et ”Spor i Landskabet”.

Vi runder det ”ægte” Skødshoved og får mange variationer af dansk kyst
I sporets sydvest-ende runder man den 18 meter høje moræne-og ler-knold, der ikke slides så hurtigt af havet, og derfor har dannet dette vestlige fremspring på Tved-halvøen – Skødshoved. De syd- og vestvendte klinter er varme, tørre og kalkrige og rummer en fin flora med arter som Knoldet Mjødurt, Stor Knopurt, Dunet Vejbred, Knold-Ranunkel, Følfod, Vild Gulerod og Håret Viol. En kort kyststrækning er præget af udskridende lysegrønt plastisk ler, der både står lysende flaskegrønt frem i klinterne, mens det højere oppe skaber et sjovt landskab af vandfyldte skredterrasser. Det grønne, plastiske ler er 50 mio. år gammelt ”Lillebælts-ler” fra Eocæn-tiden (ligesom moleret), men dog næsten uden forsteninger. Kort efter står klinterne lysende gulbrune med stenfyldte istidsmoræner. Hele strandstrækningen er fuld af smukke sten, mange er karakteristiske ”ledeblokke”, der viser istransporterne fra både Norge, Sverige og Finland. Mod nordvest bliver stranden mere sandet og kan inspirere til et badestop med moderate vanddybder.

Et paradis for vade- og vandfugle
Helt mod nord bøjer ruten ind i land og følger et såkaldt ”krumodde-lagune”-system, som er et eldorado for vade- og vandfugle – vibe, strandskade, rødben, præstekrave, regnspove, grågås, gravand, gråand, knop-svane, skarv, sølv- og hættemåge, havterne og sanglærke. Her vil håndkikkert eller teleskop være nyttig. Pga de mange jordrugende ynglefugle er der opsat ”hund i snor”-skilte på denne stidel.

Begrænset landbrugsdrift
Landbrugsdriften på arealerne er begrænset til høslæt til wraphø samt kviegræsning på de permanente græsenge ude mod nordkysten. Tidlligere ejere har lavet mange vildtfremmende tiltag – som gravede vand-huller, småskovs-plantninger, læhegn med forskellige bær-, frugt- og nøddebærende buske og træer, hvorfor man ofte ser både rådyr, hare og fasan.

Tid: Lørdag 11. maj 2013, kl. 13:00 – ca. 14:30.
Sted: Ved enden af Skødshovedvej, 8420 Knebel (vest for Tved og Dejret). Parkering i højre vejside.
Turleder: Naturvejleder Jens Reddersen
Arr.: Grundejerforeningen Skødshovedgård & DGI Karpenhøj Natur- og Friluftscenter

Praktisk: Ruten i alt 2½ km i jævnt terræn med et langt stræk på stenkyst. På dagen – efter indvielsen - går vi dog kun et kortere stræk i nemt terræn.


Et af 350 nye spor i hele Danmark
I området findes allerede tre Spor i Landskabet (Sporet ved Dråby Strand, Sporet i Skellerup Ådal (Knebel) og Sporet ved Vrinners Hoved. Det nye ”Sporet på Skødshoved” er et blandt 350 nye trampestier, ’Spor i Landskabet’, som etableres i hele landet over en fem-årig periode. Konceptet går ud på, at landmænd og lodsejere frivilligt åbner deres jorder og gør det muligt for danskerne at få nogle enestående naturoplevelser. For generelle informationer om ”Spor i Landskabet” kontakt - Anders Ullerup Torpegaard, Spor i Landskabet, E: ato@lf.dk, T: 3339 4258, W: www.spor.dk .

Spørgsmål i øvrigt rettes til DGI Karpenhøj (8635 2804)..




Seneste nyt fra Spor