Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Mortensaften

En økologisk and fra Lindbjerggård ved Randers vandt sidste år prisen i Jyllands-Posten, som Danmarks bedste and, og går i år igen efter titlen. Den ligger klar i køledisken hos blandt andet Irma til dem, der savner en ekstraordinær oplevelse til Mortens aften

En meget flot and med stort brystparti og masser af kød. Sprød og saftig med fin balance imellem kød og fedt. Lækker smag, god struktur og fint skind. Den er potent og fantastisk smuk, som en racehest med store muskler.”

Sådan stod der i Jyllands-Posten i december 2010, hvor ti ænder blev testet i Jyllands-Postens smagstest og Irmas økologiske Moulard-and var den eneste, der fik topkarakter. Producenten bag er Lindbjerggård ved Randers, og det er såmænd ikke første gang hæder tilfalder dem.

”Vi har deltaget flere gange og vandt også en test i 2008. Men vi går da så afgjort efter at vinde testen om Danmarks bedste and i Jyllands-Posten igen i år,” siger gårdejer Espen Nielsen fra Lindbjerggård.

Populær moulard-and
De producerer en moulard-and, som ifølge Espen Nielsen smagsmæssigt placerer sig imellem en moskusand og den hvide and, hvilket gør, at de ofte er ret populære at købe.

”Moulardanden er omkring 100 dage ved slagtning, i modsætning til langt de fleste andre ænder, der slagtes, når de er 55 dage. Den har tilpas andesmag til at folk kan lide den, for sådan noget andefedt kan næsten blive for kvalmt. Derudover er der slagteteknikken, vi bruger, hvor ænderne bliver slagtet på stedet og dermed ikke får stress af transporten,” siger Espen Nielsen, der sammenligner anden med den hvide and, hvis han skal give et fingerpeg om typen. Dog naturligvis med en forbedret smag, som han påpeger.

Julesalget trækker mest
Er du interesseret i at smage anden, behøver du ikke valfarte til Randerskanten. Alle hen ved 1500 ænder på Lindbjerggård blev slagtet tilbage i september, så de kunne ligge klar i supermarkederne fra september og dermed også være klar til Mortens aften og i høj grad julesalget, som trækker mest. Den største af kunderne er Irma.

”Jeg vil tro, at Mortens aften, trækker ca. en tiendedel af salget, og så det ellers julesalget, der trækker det meste. Hvis man ser på Mortens aften er det jo egentlig gås, man ifølge overleveringen bør spise. Det synes jeg selv hører sig til på Mortens aften, så det er også det, jeg vælger,” siger Espen Nielsen.

Oplevelser:
Da alle de økologiske ænder og gæs på Lindbjerggård er slagtet, er det ikke muligt at se farmen fyldt med fjerkræ i denne tid, men gårdbutikken holder åbent lørdage fra 9-13, hvor det er muligt at købe frosne ænder. Derudover er der et Spor i landskabet i nærheden af gården, hvor det blandt andet er muligt i bedste spejderstil at overnatte i et nyopført shelter, hvor der er et bålhus, et shelter og en stor teltplads.

Du kan få opskrifter til tilberedningen af din and på voresmad.dk her

Seneste nyt fra Spor