Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Ikke spor kedelig picnic

Frokost med svaner for dine fødder eller med Ærø pittoresk udover horisonten. Det skorter ikke på gode muligheder for en vellykket picnic i det danske. Her far du gode tips til steder at tage hen. Og så har vi bedt VoresMad.dk give et par gode råd til picnickurven.

Sommervarmen har fået fat i Danmark og naturen byder flere steder på oplagte muligheder for en picnic-tur i det grønne. Ofte er det også et godt incitament til at skifte rammerne ud, mødes med gode venner eller familie og ikke mindst: Give børnene en oplevelse. Har du fundet et godt sted turen kan gå hen?

”Der er talrige gode muligheder. Tag for eksempel ud til sporet ved Baubjerg  og nyd frokost ved Svanesøen, hvor der siden 1980erne har ynglet svaner i søen, heraf navnet. En anden mulighed er at tage færgen ud i det sydfynske øhav, til Drejø  og nyde en picnic på sydsiden af øen, mens Ærø strækker sig ud over horisonten. Endelig kan sjællænderne få en oplevelse langs sporet ved Fladså , hvor Danmarks største ås, Mogenstrup ås, hæver sig 53 m over havet. Her kan man nyde frokost på det åbne overdrev og nyde det flotte blomstertæppe, som pryder i maj-juni,” siger Anders Torpegaard, projektleder for Spor i Landskabet.

Tips til kurven
Naturligvis er der ingen picnic uden madkurv og for at få en appetitvækkende varieret madkurv med på turen, har vi bedt VoresMad.dk, som er et forbrugersite om mad under Landbrug & Fødevarer, om at give gode råd med på vejen.

”Det vigtigste ved en picnictur er at vælge de råvarer og produkter, som kan klare sig udenfor køleskabet og evt. også i nogle timers varme uden at blive dårlige. Derfor er det skidt at vælge is, koldskål og mælkeprodukter i det hele taget, mayonnaisesalater og den slags. Det er bedre med brød med tilbehør, som for eksempel frikadeller, sandwichboller eller wraps med kødpålæg, pølse eller ost. Grønt og frugt i forskellige varianter gerne skåret i mundrette stykker er også godt at have med. Der er utallige muligheder for at kombinere velsmagende og ofte friske retter til en tur i det grønne og et godt tip er, at fordele opgaverne på en række forskellige, så man ikke står med en alt for stor byrde selv,” siger Hanne Castenschiold, chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer.
Blandt VoresMad.dks opskrifter er netop tænkt på variationen. Lige fra æggesandwich og ubåde-brød over vietnamesiske risruller med svinekød til små pizzasnegle eller fuldkornspølsehorn, som plejer at vække begejstring ikke kun hos børnene. Husk i øvrigt at picnickurven bør være en køletaske, mens kaffekande, tallerkener, servietter og lignende kan være i kurven.

Se VoresMad.dks forslag til velegnede picnicretter her

Seneste nyt fra Spor