Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Vilde afgrøder og gourmetmad

Det lader sig ikke længere skjule, at efteråret har sat ind, og vinteren er på vej. Alligevel er der rigtig mange grunde til at tage ud i naturen. Lige nu bugner det danske landskab af vilde ”afgrøder”, som kan tages med hjem til aftensmaden. De kan syltes, koges eller saftes og gemmes til de kolde vintermåneder. Spor i Landskabet giver dig tre forslag til, hvad du kan høste netop nu.

Gør dig klar til vinteren
De sorte hyldebær er modne og pryder levende hegn, skove og kystskrænter over alt i Danmark og bliver typisk brugt til saft. De modne bær giver en kraftig mørkerød saft, der i ufortyndet form kan bruges til varm suppe med æble-/pærestykker, rosiner og flødeskum. Ikke alene smager det fantastisk, men den røde drik ruster dig også mod vinterens snot og snue. Bærrene har et højt indhold af A- og C-vitaminer samt anthocyanin, der anses for at virke som antioxidanter og styrker immunforsvaret.
Camilla Plum anbefaler denne opskrift på en rigtig efterårsdrik, der kan krydres med eksempelvis stjerneanis eller kanel efter smag www.fuglebjergaard.dk. Hyldebærsaft kan fryses ned og gemmes hele vinteren.

Hyldebærrene kan du plukke på rigtig mange Spor i Landskabet landet over. Træerne findes som regel i levende hegn og i skovbrynet. Vi kan blandt andet anbefale, at du besøger Sporet ved Bakken i BjerreSporet ved Vrinners hoved ellerSporet ved Tissø.

”Et æble om dagen holder doktoren borte”
Sådan lyder et gammelt ordsprog. Selvom ét æble om dagen nok ikke alene kan sikre vores sundhed, er en god travetur i det friske efterårsvejr, hvor du samler modne æbler, nok et skridt i den rigtige retning.
Æblet har været anvendt i Danmark i flere tusinde år, og det danske køkken har derfor en lang tradition for at bruge æbler i madlavningen. Æblerne bruges både som smagsgivere i bl.a. kødretter, som garniture og til desserter og bagværk. Voresmad.dk har samlet en lang række opskrifter med æbler, både til middagsbordet og den søde tand. Se mere på www.voresmad.dk

Hvis du beslutter dig for selv at samle æbler til at putte i efterårsgryderne, foreslår vi følgende tre spor, hvor der er stor sandsynlighed for at komme hjem med fyldte kurve: Sporet ved Præstholm, Sporet ved Elmegården eller Sporet ved Skovgaard – Voldstedet og Skovgaard Mølle

Gourmet mad fra Vadehavet
I strandbredden og strandengene på Sporet ved Ballum i Sønderjylland finder du den lille sønderjyske specialitet kveller, der også går under navnet Vadehavets sprøde asparges eller Salturt. Kvellerne har længe været brugt i den lokale madlavning ved ”æ hav”, men også flere gourmetrestauranter har fået øjnene op for den lille plante.

”Vi tørrer kvellerne spiser dem i urtesmør eller som tørret som saltstænger” fortæller sporejer ved Ballum, Helen Christensen. Kvellerne er også en delikat ingrediens bl.a. i salater eller som garniture til fisk.

Det er sidste udkald inden vinteren, hvis man vil samle kveller, der gror på vadehavets strandenge. Kvellerne er lette at finde. De kan kendes på de hårløse, glasagtige og leddelte skud med opsvulmede led. ”Men det er nok en god ide med gummistøvler, da kvellerne vokser i vandkanten, hvor det er mest mudret” advarer Helen, der selv har fået årets kvellerhøst i hus.

Når man alligevel er en tur ved vadehavet, kan man nyde de mange trækfugle, der netop nu holder rast, inden de flyver videre til deres vinterdestinationer.

Hvad må jeg samle i naturen?

Seneste nyt fra Spor