Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

10 år med "Sporet i Hjarup Vådområde"

I denne juni er det ti år siden, vi åbnede ”Sporet ved Hjarup Vådområde”. En indsats, som blev virkeliggjort på baggrund af daværende Vejle Amts vådområdeprojekt for området.

Amtet havde set muligheder for at forbedre naturen ved at etablere et vådområde her. Projektet gik ud på at føre et stort område tilbage som eng og mose. Bækken fik sine slyng tilbage over en strækning på to kilometer, og samtidig blev vandstanden i området hævet, så bækken lettere kan løbe over. Drænrør fra siderne løber nu ud under engen.

Det nye vådområde fremmer de bakterier, der omsætter nitrat. Vi får omsat en hel masse kvælstof i noget, man kan kalde ”naturens eget rensningsanlæg”. Efter et år havde projektet tilbageholdt 450 kg fosfor og 6 tons kvælstof, omregnet svarer 6 t kvælstof til ca. 25 t kunstgødning, så man kan se, det virker!

Desværre holdt målingerne derefter op pga. besparelser, men kommunens biolog Peter Ring vurderer, at tilbageholdelserne forøges i takt med, at områder vokser til.

Der går dyr i engene; de er nødvendige for at afgræsse området, hvis ikke de gør det, går området i skov i løbet af nogle år.

Vi kan se:

  • at engene oversvømmes i regntiden,
  • at vandplanternes antal i bækken forøges,
  • at der opdages stadig nye planter på engene,
  • at fuglelivet er blevet rigere,
  • at Søgård Søs vand er blevet renere
  • og at området er blevet en naturperle!

Hans Kjeld, der bor på Søslette, fortæller, at fuglelivet er øget meget, især i træktiderne om foråret og efteråret, og også om vinteren, hvis den ikke er for hård.

I vintertiden, hvor der er is på søen holder fuglene en våge isfri, og der er ca. 1000 gråænder, 300 grågæs og 600 sangsvaner i søen. - et imponerende syn! Gæssene og svanerne flyver om formiddagen mest mod øst ud på markerne for at finde føde. De vender så hjem i skumringen for at overnatte.

En lille lappedykker ligger skjult i sivene! Tudserne sover vintersøvn rundt omkring og kommer frem med mildere vejr. Firbenene har indfundet sig, og odderen kommer en gang imellem på besøg!

I ca. 3 uger af januar har der været besøg af den sjældne sølvhejre.

Som Hans Kjeld siger: ”Alt i alt er vådområdet en stor succes”.

Landsbyforeningen blev fra amtet spurgt, om vi havde mod på at etablere en natursti – en såkaldt trampesti – i området, for så ville de i forbindelse med kontakten til de 12 lodsejere sørge for deres ”ja”.

Vi tog imod tilbuddet uden helt at vide, hvor omfattende arbejdet kunne blive. Vi fik nedsat et stiudvalg, der lagde et kæmpearbejde i stiens etablering. Der skulle fældes træer, klippes spor gennem skoven, bygges broer over de vådeste områder, køres grus på, bygges fugletårn osv., men alt blev gennemført ved godt samarbejde! Det var helt fantastisk at være en del af dette.

Stiudvalget er, med en enkelt udvidelse, stadig er det samme, og vi mødes årligt i januar måned for at drøfte stiens tilstand og blive enige om, hvad der skal forbedres i årets løb.

Der skal til stadighed klippes, beskæres, lægges lidt grus, hvor vandstanden stiger osv., og der har vi Martinus Friis, der flere gange i årets løb går stien igennem. Ved dette møde tilrettelægger vi, hvilke ture, der skal tilbydes.

Foreløbigt har vi tilrettelagt en tur helt udenfor vort stiområde, nemlig en tur til Svanemosen torsdag den 21, august kl. 19.00, da vi mener en sådan naturperle kan have interesse for mange. Svanemosen er jo også et område, der har undergået en forandring – en tilbageførelse til højmose. Her vil Laue Lund, som ved en masse om Svanemosen, fortælle om mosens historie, og vi vil gå en tur gennem området. Det nærmere program for turen kommer senere, men sæt allerede x i kalenderen den 21. august.

Til slut en stor tak til alle, der har bidraget til sporets levendegørelse og vedligeholdelse.

På sporudvalgets vegne
Gerda Petersen

Seneste nyt fra Spor