Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Lærke Feld Andersen

Er der sne til kyndelmisse...

…så kommer foråret tidligt, i hvert fald hvis man skal tro bondesamfundets gamle varsler. Lagde du mærke til, om våren kom tidligt sidste år? Ved kyndelmisse siges det nemlig, at vejret denne dag kan varsle resten af vinterens vejr. Tag ud med Spor i Landskabet og test, om de gamle spådomme stadig holder stik.

Kyndelmisse er en tidligere dansk helligdag, der altid falder den 2. februar, og markerer, at halvdelen af vinteren er ovre. I den katolske kirke markerer helligdagen Marias renselse 40 dage efter Jesu fødsel. Kyndel er en fordansk-ning af der latinske candelarum, der betyder lys, og i den katolske kirke fejres dagen med en stor lysfest.

Der er knyttet mange traditioner til kyndelmisse. I gammel tid var det på denne dag, bonden opgjorde sit forråd, og her på vendepunktet for vinteren skulle halvdelen gerne være tilbage. Mange steder blev der endda praktiseret en rituel midtvinterpløjning for at sikre gode afgrøder ved den følgende høst.

I det hele taget er kyndelmisse en dag forbundet med overtro og forudsigelser. I hvert fald siger traditionen, at vejret ved kyndelmisse afgør, om resten af vinteren bliver mild eller hård. Blandt de populære spådomme var blandt andet:

  • Hvis det blæser så voldsomt, at atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden, er vinteren snart forbi 
  • Kjørmes tø er så godt som 100 læs hø (Hvis det er tøvejr på kyndelmisse, vil høsten blive god) 
  • Hvis det sner Kyndelmissedag, kommer våren tidligt 
  • Hvis lærken høres første gang på Kyndelmissedag, bliver det tidligt forår
    (kilde: historie-online.dk)

Pak vinterstøvler og den varme jakke, og tag en tur ud i det åbne land og se, om de gamle spådomme holder. Projektleder Anders Torpegaard giver sine bud på fire gode vandreture, hvor der er gode muligheder for at teste de fire spådomme.

  • Sporet ved Høgsgård og Hunskær, ca. 8 km øst for Lemvig, byder på et barskt landskab, præget af den kraftige vind fra Vesterhavet. Ved kystskrænterne kan ses, hvordan blæsten hvert år bider stykker af land-brugsjorden.
  • På Sporet ved Egtvedgaard møder man på vejen de lavtliggende hø-enge, som i gamle dage blev brugt til høproduktion til kreaturernes vinterfoder. Et gammelt ordsprog siger at ”eng er agers moder”. Det kom sig af, at den husdyrgødning, som dyrene producerede af det hø de fik at æde, var basis for endnu en vækst-sæson på markerne.
  • På Sjælland kan man ved sporet På kanten af Åmosen tage en vandretur i det kuperede landskab. Hvis kyndelmisse i år byder på sne, kan man tage kælken med og tage en tur på ”Indianerbakken”, mens man drømmer sig til vårens tidlige kommen.
  • Ved Vrinnershoved på Mols kan man på det åbne strandoverdrev lytte efter lærkens første trille, her føler den lille spurvefugl sig nemlig beskyttet for rovfuglene.

Find selv flere spor på www.spor.dk

På landet har Kyndelmisse ligeledes været anledning til at holde gilde. Her halvvejs gennem vinteren fandtes der særlige råd for, hvad man med fordel kan spise ved denne højtid. Spiser man fx flæsk ved Kyndelmisse, siges det at modvirke rygsmerter. For at få varmen efter en vandretur i det kolde vintervejr, anbefaler Voresmad.dk en mere moderne udgave at retten:Karamelliseret flæsk med rodfrugter. Er man ikke til flæsk, kan man alternativt lade den gode vintermad passe sig selv, mens man er af sted. På voresmad.dk finder kan du finde forslag til 20 lækre simre-retter.

God tur.

Seneste nyt fra Spor