Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

På Jagtsporet vil jægerne imødegå interessekonflikter

Kan jagt og andre friluftsaktiviteter være side om side? Ja, mener man ved Sønder Bjerge på Sydsjælland, hvor det nye Jagtspor skal tilgodese både jægere og gående i området.

Mange lodsejere og landmænd har ud over landbrug også jagt på deres ejendom. Dette giver ofte anledning til interessekonflikter med andre friluftsudøvere. Mange lodsejere og jægere ønsker ikke andre aktiviteter på deres jord, da det kan skræmme vildtet og gå ud over jagten. I andre tilfælde, hvor der er lovlig adgang til privat jord, kan det omvendt betyde, at andre brugere føler sig utrygge på dage med jagt. På det nye Jagtspor ved Birkeboelsgården vil lodsejer og jæger Gert Jørgensen gerne vise det gode eksempel ved at invitere andre brugere til dialog, åbne op for landskabet og give adgang til områder med jagtinteresser.

Formålet med sporet er at fremme dialogen mellem lodsejere, jægere og andre brugere. Ved at åbne op for færdsel vil han vise, at modsatrettede interesser sagtens kan forenes gennem dialog og gensidig respekt. Gennem en klar formidling i en folder og på infotavler vil Gert Jørgensen gerne fortælle om, hvordan man som gæst bedst færdes i jagtområder, så der tages hensyn til dyrelivet, jægere og de gående selv. For jægernes vedkommende handler det bl.a. om at skilte ordentligt på dage med jagt, mens det for de gående gælder om at holde hunde i snor, holde sig stierne og respektere skiltningen.

"Jeg vil gerne åbne op for publikum på min jord og give adgang til landskabet på en måde, hvor vi også har mulighed for at fortælle gæsterne på en pæn måde om jagtinteresserne i områderne, og hvordan vi gennem gensidig respekt kan skabe plads til alle interesser. Vi afholder kun jagt fem gange om året, hvor vi selvfølgelig sørger for at skilte grundigt, således at ingen skal føle sig unødig utrygge ved at færdes i området generelt.”
Gert Jørgen, borgmester i Sorø

Fokus på jægernes rolle som landskabsforvaltere.

Sporet skal også sætte fokus på jægernes rolle som natur- og landskabsforvaltere, og hvordan de kan bidrage med landskabelige værdier som etablering af vandhuller, vildthegn, remiser mv. Tiltag der gør landskabet mere varieret og som samtidig skaber levesteder for dyr og planter. Derfor er der langs sporet også etableret et 450 m nyt vildthegn, der på sigt netop skal opfylde de værdier. Vildthegnet er blevet etableret med tilskud fra Spor i Landskabets Naturpulje, der kan støtte med op til 75 % af de samlede etableringsudgifter. Naturpuljen har netop til formål at øge naturoplevelserne i alle naturtyper ved sporerne.

Find folderen til Jagtsporet her og læs mere om Naturpuljen her.


Det nyetablerede vildthegn. Hegnet skal sikre, at især rådyrene ikke spiser og ødelægger de nyplantede buske og træer.   

Seneste nyt fra Spor