Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sporet ved Folkemødet i Allinge

Natursti på 4,3 km ved Allinge, Bornholm

Velkommen til sporet ved Folkemødet

Den afmærkede rute er ca. 4,3 km lang og starter på Allinge havn, ved havnekontoret bag Havnegrillen. Numrene på oversigtskortet henviser til beskrivelserne i denne folder. Undervejs er der opsat QR-koder, hvor du via smartphone kan hente mere viden om det sted, du står.

1. Stenindustrien

I næsten 100 år var brydning og forarbejdning af granitsten en stor lokal industri på Bornholm. På sit højeste var 800 stenhuggere beskæftiget i stenindustrien. I Allinge havn blev stenblokke fra Moseløkken og Hammerbruddet udskibet. Først omkring 1971 stopper aktiviteterne i de bornholmske stenbrud, og nu bryder man kun lejlighedsvist og på bestilling. Moseløkken tæt på Allinge bryder dog stadig, og har sit eget museum.

2. Fiskeri

Fiskeri var sammen med landbrug i mange år de vigtige erhverv i Allinge. Det moderne fiskeri boomede i 1970’erne, men siden er det gået støt og roligt tilbage. I 1990’erne blev mange fiskeskibe ophugget, og nu er der blot en enkelt lille fiskerbåd hjemhørende i Allinge havn.

3. Fiskerpigens fortælling

Læs en 15-årig fiskerpiges fortælling om, hvordan det var at stå op om natten og hjælpe med at tømme garnene og rense sild.

4. Kaperne fra Allinge

Kapervirksomheden under Englandskrigene (1801-1814) var et slags statskontrolleret sørøveri med kaperbreve udstedt af den danske konge. Allinge var hjembyen for mange af øens kapere. Allingeboerne sejlede ud til forbipasserende skibe og foregav at ville handle. Herefter angreb de skibene og opbragte dem, hvorefter særlige domstole afgjorde, om skibet var en ”god prise”. I bekræftende fald var skibet en lovlig kapring, og både fartøj og last kunne bortauktioneres til højestbydende.

5. Svensk indvandring

Indbyggertallet i Allinge-Sandvig voksede i årene 1850 til 1900 fra 1.000 til 3.000. Én væsentlig forklaring på denne positive udvikling var indvandringen fra Sverige i forbindelse med det store graniteventyr på Nordbornholm.

6. Radioaktiv sten

Nogle steder på Nordbornholm finder man sjældne mineraler som Gardolinit med et relativt stort indhold af uran, hvis kraftige gammastråling igennem årene, siden jordens skabelse, har dannet sprækker i de nærmeste omgivelser, så det i folkesproget ligner en ”hønserøv”. Strålingen er ufarlig for mennesker

7. Flora på Allinges klippekyst

Floraen i Allinge er unik og præget af at vokse på den klippegrund der breder sig ud mod både syd og nord. Varmen fra klipperne, læ i gryder og sprækker i kystlinjen giver mulighed for vækst af planter, der er sjældne i det øvrige Danmark.

8. Naturen

Allinge ligger sammen med Sandvig på nordspidsen af Bornholm, og den placering er for Danmark et geologisk enestående sted. Her har vi grundfjeldet lige under fødderne. Vores klippekyster giver med dybe skår naturlige havne for småbåde og imellem dem finder vi sandstrande. Klipperne består væsentligst af granit og gnejs. Specielt omkring Allinge har vi Hammergranit og Vanggranit, der adskiller sig fra øens øvrige granitarter ved at være rødlige.

9. Røgerier

Fra klipperne ved Allinge Røgeri og Nordbornholms Røgeri mærker man virkelig Østersøens puls, og man glædes over den storslåede udsigt over vandet. Engang havde Bornholm 135 røgerier. Nu er kun få tilbage, men i Allinge er det stadig muligt at få frisk røget sild, laks og meget andet.

10. Folkemødet i Allinge

Folkemødet finder sted hvert år i juni. Her mødes politikere fra Folketing, regioner og kommuner med organisationer, foreninger, græsrødder og såkaldt almindelige folk i uformelle debatter på kryds og tværs.

11.  Det gamle jernbanespor

Fra 1913 til 1953 var der jernbane fra Rønne til Sandvig. Strækningen var 31 km, og på Sandvigsporet til Allinge havn blev der transporteret tunge ting til udskibning. Sammen med de to øvrige bornholmske jernbanestrækninger blev linjen udkonkurreret af bilerne og er nu rekreativt stispor for vandrere og ikke mindst cyklister.

12.  Danmarks største helleristninger

Helleristningerne ved Madsebakke mellem Allinge og Sandvig er Danmarks største helleristningsfelt. Man kan bl.a. se skibsaftegninger, fodspor og soltegn. Ved at sammenligne helleristningerne med motiver fra rageknive fra gravfund kan mange af tegningerne dateres til bronzealderen (1800-500 f. kr.).

13.  Russerkirkegården

Da det øvrige Danmark fejrede befrielsen blev Rønne og Nexø bombet af russiske fly den 7. og 8. maj 1945. Derefter kom der mange tusinde russiske soldater, der boede i lejre spredt over hele øen. Russerne forlod atter Bornholm den 16. april 1946. Her på gravpladsen er der begravet ca. 30 russiske soldater. I den østlige ende af kirkegården ligger 55 tyske flygtninge og soldater begravet.

14.  Runestenen og englen ved kirken

Allinge kirke er ikke en af de kendte bornholmske rundkirker. Men den er alligevel interessant. På kirkegården står en runesten, der stammer fra overgangsperioden mellem vikingetid og middelalder. Stenen er tidligst omtalt i Ole Worms Monumenta Danica. Siden forsvandt den og blev først genfundet i 1876 i et gærde ved Nordre Skrubbegård. Scan QR-koden og se, hvad indskriften betyder.

Bronzeskulpturen ved kirkens nordvestlige hjørne hedder ”Metamorfose”. Englen, som hun kaldes, er udført af Arne Ranslet, der indtil midt i 1990'erne boede i Allinge.

15  Jazzugen i uge 28

Det er ikke alle små byer, der har deres egen jazzfestival, men det har Allinge. I 1999 stiftede en gruppe amatørmusikere og andre interesserede på Nordlandet foreningen ”Allinge Jazz Venner”, og initiativet voksede hurtigt til en årligt tilbagevendende tradition: en hel uge (uge 28) med festlig, glad traditionel jazz over alt på havnen, i byen inkl. byens kirke.