Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sporet ved Gravendal

Natursti på Ærø, 5 km vest for Marstal.
To stier på 2,5 og 7,5 km

Sporet ved Gravendal ligger på sydøstkysten af Ærø ud til Marstal Bugt. Sporet er delt i to ruter - gul tur på 2,5 km og rød tur på 7,5 km - begge med start på den vestlige parkeringsplads ved Volden på Drejet og begge med fælles forløb et stykke af vejen. God tur!

1. Gråsten Skanse
Parker bilen på Gråsten Skanse ved Drejet. Skansen er oprindelig et fæstningsværk fra begyndelsen af 1300-tallet anlagt som værn imod Venderne som terroriserede Østersøen. Ved lavvande kan resterne af egepælene stadig ses i havet. Skansen blev senere befæstet med kanoner i forbindelse med Englandskrigen i begyndelsen af 1800-tallet, hvor Danmark var i alliance med Napoleon. Denne kanonstilling skulle sammen med en tilsvarende kanon stilling på den anden side af Noret - Absalons Skanse - beskytte Ærø mod den engelske flåde.

Gå nu ad landevejen mod Ærøskøbing. På højre hånd ligger Gråsten Nor, der i 1856 blev inddæmmet af Doktor Biering. Mindestenen står i højre vejside. Gråsten Nor er det største sammenhængende lavbundsområde i Fyns Stift.

På venstre hånd passeres marken, hvor den hertugelige gård "Gråsten" i sin tid lå. Gråsten var en del af den hertugelige administrationsenhed på Ærø. Jorden blev solgt på aktion i 1767, og bygningerne blev revet ned i 1780. For inden havde hertugerne nedlagt administrationen og flyttet navnet til "Gråsten Slot" i Sønderjylland.

2. Gravendal og Gråsten
Der drejes nu til venstre ad Møllesøvej og op mod "Gravendal". Kong Frederik den V, der som slesvigsk hertug i 1750 samlede Ærø og Slesvig under den danske krone, udstykkede i 1767 "Gråsten". Hovedparcellen udgøres i dag af gården "Gravendal", som i den slesvigske periode frem til 1864 oprindeligt hed "Gravenstein". Gården blev opført i 1769 som en firelænget dansk inspireret ejendom. Den 4. juli 1857 udbrændte hele gården. I 1858 opførtes den nuværende trelængede ejendom af J.C. Klestrup, som var landdagsmand i Kiel. Arkitekturen er inspireret af den slesvigske byggestil.

3. Udsigt over Marstalbugten
På Gravendals gårdsplads går sporet til venstre mellem avlsbygningerne og fortsætter til højre ned igennem haven. Den fantastiske udsigt over Marstalbugten ses på venstre side. Man får hurtigt en forståelse for, hvorfor hertugerne i sin tid valgte at lægge deres beboelse på dette sted.

4. Følg sporet mod havet (gul rute)
Fortsæt ligeud af sporet mod havet og drej til venstre tilbage mod start stedet.

4. Gravendals have (rød rute)
Ved det sydlige hjørne af Gravendals have drejes til højre ad den anlagte sti op langs haven. Her er det muligt at nyde den flotte udsigt til både den fynske og tyske kyst efterhånden som man kommer frem. Sydspidsen af Langeland og Bregninge Kirke på Tåsinge ses tydeligt i klart vejr.

5. Den ærøske højderyg
Sporet fortsætter op på toppen af bakken, som også kaldes for den ærøske højde ryg. Her lå oprindeligt 11 sten- og langdysser, og det er bare i Rise Sogn!
Da Frederik den VII i 1848 blev konge, var de ærøske landmænd bange for at hans store interesse for udgravninger skulle føre ham til Ærø. Derfor fjernede landmændene en del stendysser, hvor af mange af stenene blev genbrugt til at bygge diger. Blandt andet muren omkring Rise Kirkegård.
Området har været beboet i flere tusind år og har ændret sig i pagt med de forskellige tidsaldre. Det nuværende landskab er et kulturhistorisk fredet landbrugsområde. Der er stadig synlige stendysser på højderyggen.

6. Oltidsminder ved Lindsbjerg
Efter et hvil på bænken følges sporet mod Lindsbjerg, hvor der ligger flere oldtidsminder. Det er dels en langdysse med to gravkamre og en dobbelt jættestue fra Bondestenalderen. Højdepunktet på Lindsbjerg blev under 2. Verdenskrig benyttet af tyske besættelsesstyrker som luftmeldepost mod de allierede fly. Sporet fortsætter ned mod Kalvehave, langs med vejen og til venstre helt ned til stranden.

7. Boplads fra den yngre stenalder
Ved stranden drejes til højre ad sporet langs kysten. Her er det muligt at opleve, hvordan vinden og havet nedbryder kysten, når det stormer. En boplads fra Yngre Stenalder er lokaliseret i området.

8. Sankt Albert
Fra parkeringspladsen ved Sankt Albert følges stien videre op langs kysten.

9. Forsvarsanlæg fra vikingetiden
Sankt Albert er et gammelt forsvars anlæg fra Vikingetiden. På stedet blev der i begyndelsen af 1300-tallet opført en kirke. Kirken har aldrig tilhørt noget sogn, men var sandsynligt en kirke for hertugens familie på "Gråsten". Kirken blev indviet til de søfarendes skytshelgen Sankt Albert. På denne baggrund er navnet "Albert" meget udbredt på Ærø. I 1600-tallet hed op mod halvdelen af befolkningen Albert eller Albertsen.

10. Nyd udsigten op langs kysten
Fra Sankt Albert følges sporet op langs kysten. Flere udsigtsbænke er placeret her.

11. Vejsnæs
Det er muligt at følge sporet enten langs strandkanten eller ad asfaltvejen til højre tilbage til start stedet.