Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sporet ved Hestehavegård

Natursti mellem Ørbæk og Gislev, 5 km sydvest for Ørbæk.
Sti på 3 km

Den afmærkede rute er ca. 3 km lang. Sporet går gennem indhegninger med kvæg, så hunden skal være i snor, hvis du har den med. Køerne er nysgerrige, og de vil ofte komme hen til dig. De er ikke farlige, og du skal blot fortsætte i roligt tempo.

HesteHaveGård er udstykket fra godset Lykkesholm i 1914. Jens Harrekilde, som ejer og driver gården nu, er tredje generation på gården. Han har jersey-kvæg og vandbøfler. Kvæget og bøflerne går på græs hele sommeren. 

1. Gårdens eget elværk
Under broen løber Holme Bæk (Kongshøj Å). Åen var opstemmet, og det skabte den sø, som ligger på højre side af sporet. Tidligere drev vandet en turbine, der var anbragt under broen. Turbinen skaffede strøm til gården.

2. Rød hestehov
Planterne er meget karakteristiske med sine store, rabarberlignende blade og tykke, rødlige blomsterstande. Det er kun få steder i Danmark, man ser hunplanter med blomster. Derimod er hanplanterne almindelige i hele landet.

3. Paradis for bækørreder
I åen findes en bestand af bækørreder. Tidligere var denne ørred mere almindelig i mange mindre vandløb, men især fiskeri har bragt den danske bestand ned på et minimum. Det er karakteristisk for bækørreder, at de bliver i vandløbet hele livet. Det er ikke tilladt at fiske i åen.

4 - Istiden skabte landskabet
Fra dette sted på sporet har man udsigt over tunneldalen. Den er skabt af en smeltevandsflod under isen ved slutningen af den sidste istid for omkring 12.000 år siden.

5 - I nærkontakt med dåvildtet
Ved HesteHaveGård findes der, som et af de få steder i landet, en fritstående bestand af dåvildt. Bevæger man sig stille og roligt uden unødig støj, har man mulighed for at møde dyrene. Dåvildtets adfærd er at stå stille og iagttage »forstyrreren« et kort øjeblik, så der er ofte mulighed for at iagttage dem.

6 - Åen gnaver i dalen
Vandet påvirker stadig landskabets form. Strømmen i åen graver sig nogle steder ind i brinken og tager jord og grus med sig ned ad strømmen. Vandet laver en hulning, som igen forstærker strømmen på stedet.