Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sporet ved Kongshøj Ådal

Natursti mellem Nyborg og Gudme, 10 km syd for Nyborg.
Sti på 3,5 km

Sporet ved Kongshøj Ådal ligger ca. 10 km. syd for Nyborg. Tag evt. bus 910, der kører mellem Svendborg og Nyborg, den passerer Ågården ved krydset Åvej - vej 163. Den afmærkede rute er ca. 3½ km lang. Den kan dog afkortes til ca. 2½ km (se kortet). Sporet er åbent fra kl. 10 til solnedgang. God tur.

1. Ågården
Ågården er en gammel slægtsgård, der har været i familiens eje siden 1884. Nu bor 4. generation her. Til gården hører 55 ha jord, hvoraf de 47 anvendes som agerjord. Gårdens besætning på 145 søer leverer årligt 2600 slagtesvin og der sælges 1000 smågrise. Ud over grisene har gården 10.000 burhøns.

2. Kongshøj Å
Ådalen er en tunneldal. Ved slutningen af sidste istid for ca. 10.000 år siden førte en flod smeltevandet bort fra isen. Floden gravede sig dybt ned i området og skabte ådalen. Kongshøj Å er »resterne« af denne flod. Engene langs åen afgræsses af kvier og heste. Her sprøjtes og gødes ikke længere. Vandet i Kongshøj Å er helt rent. Ved siden af broen står en grå stander, hvor Fyns Amt måler vandets kvalitet hver 14. dag. I åen er der blandt andet bækørreder og skaller. Efter amtet har etableret fiskepassager går havørrederne op og gyder.

3. Mæanderslyngninger
Når en å bliver gammel, får den større og større slyngninger. Disse kaldes mæandre. I tidens løb kan vandet grave sig igennem den sidste adskillelse, så der opstår en lille ø. Bevoksningen her er Nobilis, som bruges til pyntegran. Sporet fortsætter ad landmandens kørespor. Hver gang landmanden kører i marken, sørger han for, at hjulsættene kører i de samme spor. De fremstår derfor som »stier« i den dyrkede mark.

4. Udsigtspunkt
I klart vejr kan man se langt ud over det fynske landskab. Mod øst ses Kongshøj Mølledam. Rundt om kan man blandt andet se kirkerne i Øksendrup, Tårup, Frørup og Svindinge.

5. Dyreveksel
På dette sted går en dyreveksel (dyresti) op over skråningen. Den bruges flittigt af områdets mange rådyr.

6. Våde enge
Før blev drænvandet ført direkte ned i åen, men nu er drænene stoppet ud for engene. Vandet løber gennem engområdet, hvor det oprindelige plante- og dyreliv langsomt vender tilbage. Planternes rødder optager overskydende gødning fra markerne og renser vandet på dets vej gennem engen.

7. Sporet deler sig
Ruten kan afkortes ved at følge sporet tilbage langs Kongshøj Å. Fortsætter man, vil man på en del af den videre rute følge landmandens kørespor.

8. Vandhullet
Efter en lang opstigning af den gamle tunneldals skrænter fører sporet frem til et gravet vandhul. Det er lavet med tilladelse fra Fyns Amt for at give tudser og andre padder flere ynglesteder og drikkevand til vildtet.

Rutekort

Sporfolder

Kontakt lodsejer