Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Skovsgaard - Sporet ved Rebjerg Sø

Natursti ved Skovsgaard Gods, 13 km syd for Rudkøbing.
Sti på 1 km

Sporene ved Skovsgaard - Rebjerg Sø ligger ca. 13 km syd for Rudkøbing. Fra Lindelse køres mod øst til Hennetved, hvorfra der er skiltning til Skovsgaard.

Sporet ved Rebjerg Sø er et af de fem spor, der fører gennem det smukke herregårdslandskab på Danmarks Naturfonds økologiske gods Skovsgaard på Langeland. Sporet starter ved P-pladsen i Konabbe Skov ved Kågårdsvej. Turen er ca. 1 km. Rigtig god tur.

1. Rebjerg sø
Rebjerg Sø blev skabt i 1987 ved opstemning af en lille afvandingskanal, der går gennem den nordlige del af Påø Enge. Herved blev dannet to fladvandede søer på i alt 5 ha. Vandstanden i søerne er på ca. ½ meter. I enkelte somre med meget lille nedbør, kan søerne været helt tørlagte.

2. Udkigstårn
I sommeren 2003 etablerede Danmarks Naturfredningsforening med hjælp fra det australske vinfirma Banrock Station, Vanførefonden og Friluftsrådet et observationstårn ved den sydlige bred af Rebjerg Sø. Fra tårnet er det muligt, på nærmeste hold at studere fuglelivet i søen uden at forstyrre. Plancher i tårnet fortæller om søens planter og dyr - med særlig fokus på fuglene og deres tilpasninger, liv og adfærd. Adgangsforholdene til tårnet er bygget, således at der er adgang for kørestolsbrugere.

3. Skovgaards skove
Skovsgaards skove drives med store hensyn til skovenes naturværdier. Her bruges ikke sprøjtemidler eller kunstgødning og spredt i skovene lades gamle henfaldne træer stå til glæde for skovens dyreliv. Nord for skovvejen står en plantning af ahorn fra 1968. Bemærk de mange unge ahornplanter, der står overalt i skovbunden. Selv om ahorn er et indført træ i Danmark, klarer det sig fantastiks godt i det danske klima.

4. Fredede træer
Bøgetræerne syd for skovvejen er fra 1885 og burde ud fra forstmæssige interesser allerede nu være fældet. Danmarks Naturfond har besluttet at frede de store bøgetræer - i hvert fald de næste 75 år.

5. Søens flora
I hjørnet af skoven, hvor sporet drejer skarpt mod øst er der en fin udsigt mellem piletræerne ud over søen. De planter, der dominerer her er grenet pindsvineknop, gul iris, bredbladet dunhammer og vejbredskeblad, men der vokser mange andre spændende planter i søen som for eksempel vandærenpris, tandet sødgræs, sylstar, brudelys, vandmynte, kær ranunkel, fliget brøndsel, dyndpadderok, engkabbeleje, vandskræppe og hulsvøb.

6. Heerups lund
Heerups Lund er på 7 ha og blev plantet i 1989/90 på gammel agerjord. Den østlige del af skoven er beplantet med bøg, den vestlige med eg. Hele plantningen er kantet med et skovbryn med blandede løvtræer og buske.

7. Den lille bæk har sit udspring i "Gammellung" 3 km nord for Skovsgaard. Selv om vandføringen er lille og den nogle somre tørre helt ud, har den en fin rentvandsfauna som f.eks. slørvingelarver, vårfluelarver og fladorme.
Den vestlige sø er endnu mere lavvandet end den østlige sø og næsten tilvokset med tagrør. Med sin hule stængel har tagrør en formidabel evne til at "trække" luft - og dermed ilt - ned i søbunden. Ilten øger omsætningen og hjælper dermed til en bedre rensning af det næringsrige vand, der løber gennem søen. Rørskoven fungerer således som et rensende filter for det vand, der via Påø Enge fortsætter ud i Langelandsbæltet.

8. Storslået udsigt
Fra Rebjerg er der en god udsigt fra den kun 15 m høje bakke: Mod nord og vest agerlandet – mod syd Lunden, Heerups Lund og Konabbeskoven – og mod øst Påø Enge og Langelandsbæltet. I klart vejr ses den flade lollandske kyst og de høje siloer og skorstene i Nakskov.

Rebjerg er udlagt til permanent brak. Bakken er tilsået med forskellige græsser og urter.
Sporet følger det levende hegn mod øst - den sidste lille bid følger vejen. Umiddelbart før p-pladsen passeres Ivars Bro, med det stemmeværk, der opstemmer hele søsystemet.