Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sporet ved Søllinge

Natursti ved Søllinge, 9 km nordøst for Ringe.
To stier på 1 og 3 km

Sporet ved Søllinge ligger 9 km fra Ringe og 5 km fra Ferritslev i den nuværende Ringe kommune.
Sporet starter ved Søllinge Kirke. Man parkerer ved kirken, hvor man kan se bystævnet og bymidten. Folderkassen står inde til højre, foran Allan Bo Jensens spændende træskulptur. Den gule rute er 3 km lang, den røde rute er 1 km lang. Andre stier i området: Ravnholtskoven er et yndet udflugts- og vandrested. Alternativt kan du også begynde sporet ved Havndrup Vandværk, hvor der også er en folderkasse placeret. Her begynder du med at følge den røde rute.

1. Søllinge
Søllinge er en hyggelig landsby med gadekær, kønne gamle huse, et interessant bystævne og en smuk gammel kirke. Der er mange småfugle ved kirken, samt natugler om aftenen. Ud over kirken kan man se Kronprins Frederiks eg. Der er også en gammel fredet skole fra 1793, som er en af de første skoler på Fyn. Skolen står, som den blev forladt i 1962.

2. Den gamle frugthave
Turen fortsætter gennem den gamle frugthave, ned ad skolestien langs det levende hegn, hen ad sportspladsen, ud på marken bag Engdal og hen til det næste levende hegn. Man krydser hegnet og går på venstre side af grøften, mellem kornmarkerne, ned mod engen.

3. Sporet deler sig
Ved hjørnet af engen deler sporet sig i to retninger. Det gule spor fortsætter til højre, hvor du følger engen om til Havndrup Å. Det røde spor fortsætter langs hegnet mod Havndrup. Hils på de islandske heste, som er meget interesserede i kontakt.

4. Havndrup Å
Kryds åen på den gamle bro og følg åen på Sønderhøjgårdens jord. Om foråret er åen en brusende flod, om sommeren er det blot en stille bæk.

5. De vilde planter og dyr
Gå over broen og fortsæt til venstre. Nyd de blomstrende kulsukker og alle de andre vilde planter. Man kan ofte møde rådyr, harer og fasaner i landskabet. Fugle, der ses og høres, er om sommeren: Sanglærker, viber og tornsangere. Om vinteren er der musvåger og kragefugle i området.

6. De levende hegn
Fortsæt nu til venstre langs de levende hegn på Ellegårdens jord. Ellegården drives økologisk med korn og frøavl. Tag et hvil på toppen af bakken og nyd udsigten over landskabet, hvorfra du kan se de levende hegn samt nyde dyre- og fuglelivet.

7. Følg åen
Gå ned langs hvidkløveren til Havndrup Å. Følg åen hen til markvejen, og gå tilbage til Søllinge.

8. De islandske heste
Her går du langs med engen, hvor du ser de islandske heste, (du må godt gå inde i engen, når der ikke er dyr). Først skal du gå langs med hegnet. Når du møder vejen mod Rødebro, skal du fortsætte ad den et lille stykke, hvorefter du går ind i granplantagen.

9. Langs skoven
Følg stien inde i plantagen langs med skoven. Se snepperne og nyd fuglesangen. (Husk at lukke begge led ind til plantagen). Sporet slutter ved Havndrup Vandværk, hvor den sidste folderkasse står.