Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sporene ved Stjernen

Natursti mellem Faaborg og Odense, 25 km nord for Faaborg.
To stier på 1,4 og 6 km

Velkommen til Sporene ved Stjernen.

Der er afmærket 2 ruter, der begge starter ved Allested-Vejle Fritidscenter:

Stjernesporet 1,4 km (gul rute):
Området i tilknytning til Allested-Vejle, hvor stjerneudskiftningen med de lange smalle marker er i fokus. Følg Skolevej tilbage mod Østergade, som krydses, og der forsættes ad Banevænget. Den gamle stationsbygning passeres på venstre side på Banevænget. Fortsæt ad Banevænget, som uden for byen fortsætter i en markvej. Denne ender ved et markskel, hvor der kan drejes mod venstre og fortsættes til bebyggelsen, Spurvelunden i Vejle, hvor fra man via stisystemer kan komme tilbage til Østergade og Allested-Vejle Fritidscenter. Går man mod højre langs markskellet, følges dette til ”gamle” Allested. Her ender sporet ved Dyndgården og Allested kirke, Østergade 102, 5672 Broby. Herfra kan Østergade følges retur til Skolevej og Allested-Vejle Fritidscenter.

Fredskovsporet 6 km (blå rute):
Området syd for Allested-Vejle. Turen kan også startes ved Lindholmgyden 5, hvor fra turen kun er ca. 4 km. Fra Allested-Vejle Fritidscenter går man ad Skolevej til Rypevej, som munder ud i en markvej. Fortsæt ad denne indtil asfaltvejen, Lindholmgyden. Her drejes til højre, og man fortsætter til vejens ende, hvor der drejes til venstre ad en markvej. Følg markvejen gennem skoven indtil vejen munder ud i Allestedgårdsvej. Her holdes mod venstre. Efter at have passeret to ejendomme går man ad den første grusvej på venstre hånd. For enden af grusvejen møder man igen skoven, drejer til højre og følger skovbrynet til man støder på et trampet spor, der fører over til en lille skov/mose. Sporet følges til man igen står på Lindholmgyden. Her drejes til venstre, hvor vejen og markvejen følges tilbage til Fritidscentret.

Stjernesporet (gul rute)
1 Stjerneudskiftningen (gælder for hele området omkring Allested)
Stjernesporet har sit navn efter Stjerneudskiftningen, som efter landboreformerne i sidste halvdel af 1700-tallet mange steder kom til at præge landskabet. Stjerneudskiftninger er karakteriseret af lange smalle marker, der spreder sig ud fra landsbyen, som er placeret i midten af stjernen. Stjerneudskiftningen i Allested er den bedst bevarede på Fyn og fandt sted i 1799. Området omkring byen er præget af store vådområder (Vejle betyder ”vadested”), som har været gode levesteder for padder, der som bekendt er storkes favoritspise. Indtil pyromanbrandene i 1908, hvor præstegården, 4 gårde og et hus brændte, var byen kendt som ”storkenes by”, fordi hver gård havde indtil flere storkereder. Bl.a. fortælles det, at der alene på præstegården var 18-20 storkereder. Den sidste stork i Allested-Vejle døde i 1945.

2 Markdiget
Når man begiver sig ud af Stjernesporet, følger man markdiget hele vejen mellem Allested og Vejle. Sten- og jorddiger er ældre tiders hegning og markering af skel og ejendom i landskabet. De er beskyttede, fordi de vidner om Danmarks administrative inddeling og landbrugets historie, om driften i marken og om beskatnings- og ejerforhold.

3 Udsigten
På bakketoppen er en storslået udsigt over det åbne landskab med levende hegn. Herfra får man et godt indtryk af markernes stjerneformation, idet de er smalle tæt på byen og bredere i stjernens periferi.
Fredskovsporet (blå rute)

4 Fredskovsporet
Fredskovsporet hedder således, fordi det går gennem fredskoven. Begrebet ”fredskov” stammer tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, hvor man sikrede Danmark mod mangel på træ. I den foregående tid var skovene blevet stærkt medtagne, og man anså dem for nødvendige for landets forsyning med brændsel og træ til skibsbygning. På turen kommer man gennem et varieret terræn med marker, skov og spredt bebyggelse og man kan få rige naturoplevelser.

Rutekort

Sporfolder

Kontakt lodsejer