Vi bruger cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.
Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Egeris Mølle Å

Natursti ved Vorgod, mellem Ringkøbing og Herning, 25 km vest for Herning.
Sti på 4 km

Velkommen til sporet ved Egeris Mølle Å
Sporet ved Egeris Mølle Å starter og slutter ved Møllehytten i Egeris - en træhytte, der blev bygget af Egeris Borgerforening i 2008. Stedet er offentlig rasteplads i dagtimerne. Her er P-pladser, bænke/borde, grill og toilet. Ruten er ca. 4 km lang. Ved hytten er der informationer om området og en sti til Vorgod Å mod øst, samt en rød rute i Egeriis Plantage. God tur.

1. Egeris Landsby
Lansbyen Egeris er dannet omkring vandmøllen, som er nævnt første gang omkring 1498. Møllen eksisterede frem til 1971, og landmændene kom langvejs fra for at få malet deres korn. Møllen fungerede også en overgang som kro. Der har været smed, købmand m.m. Nu har byen en vognmandsforretning og en virksomhed, som svejser i PVC og presenninger. Byen ligger naturskønt ved skov og å.

2. Rest af møllekanal
Møllekanalen har været brugt til opstemning af vand til vandmøllen. Der har også været engvandingskanaler i ådalen, da landmændene før i tiden var afhængige af engene til dyrkning af hø, så kreaturerne havde noget at leve af om vinteren. Vandingen overrislede engene med næringsrigt vand fra åen, der øgede høstudbyttet. Det fungerede med et stort træhjul, som hævede vandet op i nogle træslisker, som ledte vandet ud i kanalerne.

3. Nr. Vium Mejericenter
Centret består af 3 fabrikker, et kraftvarmeværk samt et stort rensningsanlæg for både Nr. Vium og Arinco (Videbæk) mejerier. Den første fabrik er ”Danmarks Protein”, som omdanner valle (rest fra osteproduktion) til proteinpulver. Årligt omdannes 744.000 tons valle til 57.000 tons proteiner og laktose. Produktionen udvides i 2012 til det dobbelte. Fabrikken har 183 ansatte. Den anden fabrik, med 320 ansatte, er et ostemejeri, som producerer 28.000 tons ost/år, samt pakker yderligere 19.000 tons fra andre mejerier. Den sidste fabrik er Udviklingsmejeriet, hvor der forskes i nye produkter. Der er desuden planer om opførelse af stort biogasanlæg syd for Trøstrup ved Skjernvej, hvor gyllen fra dyrene i området kan omdannes til energi til mejerierne.

4. Grævlinge- og rævegrave
På skrænten op mod skoven findes et stort system af grævlinge- og rævegrave. En ræv, har altid mere end en udgang i sin grav.

5. Egeris Plantage
Plantagen dækker ca. 50 ha blev plantet i 1871 på et stort hedeområde. Det er en granplantage i en kuperet område, og ejes af et A/S, hvor aktionærerne hovedsagligt er jægere. Skoven er normalt åben for færdsel på stierne, men kan i perioder være lukket pga. jagt. Ruten følger den røde rute i skoven.

6. Udsigtstårn
Der er planlagt genopførsel af et udsigtstårn på 18 m på en af højene i skoven, som skal give udsigt over området. Det tidligere tårn blev bygget omkring 1924 og væltet igen af sikkerhedsgrunde i 1940’erne.

7. Vorgod Å
Lige øst for Møllehytten løber Egeris Mølle Å ud i Vorgod Å. Der er anlagt en sti derud – og man kan se, hvordan Vorgod Å snor sig i landskabet. Dette område er det nordligste i den måske kommende Skjern Å Nationalpark. Se yderligere informationer i Møllehytten.

Sporfolder

Rutekort

Kontakt lodsejer