Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sporet ved Ejer Bjerge

Natursti på Ejer Bavnehøj, 13 km syd for Skanderborg.
Sti på 1,5 km

Velkommen til Sporet ved Ejer Bjerge

Sporet er i alt ca. 1,5 km langt og fører dig til Danmarks højeste naturlige punkt, Møllehøj. Her får du en dejlig vandretur gennem det varierede terræn vest for Ejer Bavnehøj og kan nyde udsigten over Elling og Guden­ådalen i det fjerne. En udsigt, som man netop ikke kan se fra Ejer Bavnehøj-tårnet pga. bevoksningen.

1.  Ejer Møllegård

Møllegårdens samlede areal udgør ca. 100 ha. Enkelte marker er udlagt med permanent græs til kvæget, mens andre arealer omlægges jævnligt, og afgrøderne skifter mellem f.eks. korn og græs. Derfor kan man opleve græsningsfolde, hvor der året før var korn og omvendt.

2. Græssende køer
Ejeren af Ejer Møllegård og Møllehøj driver en malkekvægbesætning på ca. 130 jersey-køer. Når du benytter sporet, kommer du tæt på køerne – enten når du ser ind gennem de åbne vægge i de store stalde, eller når du færdes i indhegningerne, hvor kvæget græsser.
Kvæget er normalt ganske fredeligt, men kan godt være lidt nysgerrige og selskabelige.

3. Møllehøj med møllestenen

Møllehøj er efter de seneste opmålinger fra 2005 Danmarks højeste, naturlige punkt på 170,86 meter over havet. Indtil da regnedes Ejer Bavnehøj for det højeste sted, men målingerne henviser nu Ejer Bavnehøj på 170,35 meter til tredjepladsen. Danmarks næsthøjeste, naturlige punkt er ved Yding Skovhøj på 170,77 meter over havet.
På Møllehøj stod Ejer Mølle, der var en hollandsk vindmølle – en såkaldt ”jordstryger” med et undermølleafsnit delvist nedgravet i terrænet. Møllen havde 8-kantet krop i træ og løgformet hat beklædt med spåner. Den havde et vingefang på 28 alen, svarende til ca. 18 meter, og vingerne kunne vendes op mod vinden ved at ”krøje” eller dreje møllehatten. Vingerne var forsynet med sejlrigning. Ejer Mølle var sandsynligvis opført før 1838 og fungerede som kornmølle, der formalede korn til mel og foderstoffer. Møllen brænder omkring 1917, og den store møllesten, som er placeret på Møllehøj, er det eneste, der er tilbage af Ejer Mølle.

Mellem Møllehøj og Møgelhøj går turen ned gennem en lavning. Markarbejdet i det varierede terræn har gennem årene medført, at der er opstået dyrkningsskel, der fremstår som stejle skrænter. Grøften på bunden af lavningen fører overfladevandet fra højdepunkterne.

4. Møgelhøj
Møgelhøj er også et af Danmarks højeste naturlige punkter. Fra sporet kan man se ud over de lavtliggende landskaber vest og syd for Møgelhøj – bl.a. kan man se herregårdslandskaberne ved Urup og Julianelyst og mod syd landsbyen Elling.
Elling blev udskiftet sidst i 1700-tallet, men gårdene blev liggende i landsbyen. Man kan ane det flotte markmønster fra ”stjerneudskiftningen”, og tager man en tur ned gennem Elling, kan man opleve, hvordan de store gårde ligger tæt i landsbyen.