Vi bruger cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.
Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sporene ved Klovborg

Natursti ved Klovborg mellem Silkeborg og Vejle, 30 km nord for Vejle.
Tre stier på 5,7 - 3,6 og 2,4 km

Velkommen til Sporene ved Klovborg

Turen starter ved den gule folderkasse ved naturlegepladsen 
Der er afmærket tre ruter, rød, gul og blå.

Den gule rute er ca. 2,4 km, den røde er ca. 3,6 km og den blå er
5,7 km. Husk praktisk fodtøj.
Vi ønsker jer en god tur!

Landskabet
Klovborgs nære beliggenhed til det stærkt profilerede og vidt forgrenede tunneldalssystem omkring Mattrup Å
giver mange varierede landskabsoplevelser med bakker og dale, overdrevsarealer, vandløb og søer og store vidtstrakte herregårdslandskaber.

Klovborg Kirke
Kirken, som ligger smukt og i ensom majestæt lidt nordøst for byen, er en spændende bygning, opført som
et regelret længehus. Den er karakteristisk ved sit lave tårn som oprindeligt har været højere.

Den Gamle Jernbane
Mod syd ligger det gamle jernbanespor som et sammenhængende grønt bælte og giver byen en klar afgrænsning
ud mod det omliggende produktionslandskab. Jernbanen blev nedlagt og i 1972 blev den gamle stationsbygning omformet til børnehave.

Landbruget
Sporene ved Klovborg går forbi en masse marker der ser meget forskellige ud – også fra år til år. På markerne kan du opleve agerlandets dyr såsom hare, rådyr og agerhøne.

Afgrøderne på markerne
Hvede er verdens vigtigste kornsort. Den bruges til husdyrfoder og mel. Hveden sås om efteråret og gror til cirka
5 centimeters højde. Den hviler vinteren over og gror videre om foråret. Du kan kende de unge hvedeplanter på
deres grågrønne farve. Byg er sammen med hveden den vigtigste kornsort i Danmark. Byg findes både som vinter- og vårafgrøde. Den sarte vinterbyg bruges kun til husdyrfoder. Vårbyg bruges også til fremstilling af øl. Havre er en vårafgrøde, der bruges til hestefoder, havregryn, müsli med mere. Havren kendes af alle fordi ”den har bjælder på...”. Raps anvendes som spiseolie, ved farve- og lakproduktion og som brændstof. Rapsen findes både som vinter- og vårafgrøde. Planterne kan blive op til to meter høje, og du kan let kende dem, fordi deres karakteristiske gule blomster dufter langt væk. Majs dyrkes til husdyrfoder og dur ikke til menneskeføde. Planten er meget karakteristisk og kan blive op til 2,5 meter høj. Græs høstes midt på sommeren og bundtes til høballer eller præpareres til ensilage/wrap. Hø og wrap bruges til dyrefoder. Efter høsten må markerne afgræsses. Frø høstes
næsten som korn, men som regel først når afgrøden er to år. Danmark er verdens største producent af græsfrø.

Klovborg ost
Klovborgs andelsmejeri er bygget i 1898. Mejeriet er blevet ombygget af flere gange. Der produceres til sidst
cirka 4500 tons af den landskendte Klovborg ost pr. år. Mejeriet lukkede sommeren 2012, som et Arla mejeri.

Aksels hæk
Aksel Vestbjerg, landpost og husmand, født 1908 klippede en imponerende indgangsportal af en hæk til sin ejendom. Portalen kan endnu ses i Klovborg

Mattrup Å
Mattrup Å er en cirka 20 km lang å der har sit udspring i Torup Sø syd for Vrads, men på det øverste stykke der
løber mod sydvest, ned til Halle Sø og Stigsholm Sø, hedder den Boest Bæk. Fra Stigsholm Sø løber den
næsten mod syd , langs Tranholm Plantage, ned til Skade lige nordøst for Klovborg. Herfra tager den en mere østlig kurs ind i Mattrup Skov, forbi herregården Mattrup og den idylliske Stidsmølle, hvor den eneste danske bestand af vårfluen Wormaldia Subnigra findes; Mattrup Å fortsætter mod sydøst, og løber ud i Gudenåen ved Kodallund, lidt nord for Åstedbro, der ligger ved Horsens-Nørre Snedevejen.

Shelterne
Shelterne ligger i flot natur med udsigt til Mattrup Å med mulighed for overnatning

Praktiske oplysninger
Du er gæst på lodsejerens private ejendom. Han har åbnet sporet for færdsel til fods og sørger også for vedligehold. Derfor opfordres der til at vise landmanden respekt ved at holde sig til sporet og ikke gå ind på marken, hvor afgrøderne kan beskadiges. Årstiden, planternes vækst og landmandens markarbejde kan påvirke passagen. Der er ikke mulighed for at medtage barnevogn eller kørestol. Sporet er ikke velegnet til gangbesværede, og det kan til tider være nødvendigt med gummistøvler. Al færdsel foregår på eget ansvar! Tak til alle lodsejerne. Speciel tak til Nedergaard for velvilligt at stille jord til rådighed til sporet.

Rutekort

Sporfolder

Kontakt lodsejer