Vi bruger cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.
Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sporet ved Landsskuet

Natursti ved Messecenter Herning.
Sti på 1,5 km.
Dele af sporet er lukket pga. gravearbejde

Velkommen til Landsskuesporet på Landsskuepladsen, øst for Herning Messecenter. Indkørsel gennem Port 13, følg vejen ret frem til de høje popler længst væk fra porten. Sporet er 1,5 km langt og bugter sig gennem Landsskuenaturen, som blev etableret i 1997. Sporet er lavet som et formidlingsspor af naturen på pladsen, men også som et demonstrations- og inspirationsspor for evt. kommende ”Spor i Landskabet”.

1. Sporets indgang er lavet som en piletunnel, med tanke på en organisk form, som flyder ud mellem de høje popler, og suger dig ind på sporet. Se infotavlen.

2. Sporet fortsætter mod øst forbi 2 indhegninger, adskilt af et kvashegn, som er hjemsted og skjulested for mange dyr, såsom pindsvin, småfugle, mus og insekter. Se infotavlen. Under Landsskuet i juli måned er der græssende køer i indhegningerne, oftest gamle danske dyreracer.

3. Sporet tager en lille afstikker ind imellem nogle tætte graner, og igennem Junihaven, med buske som er særligt blomsterrige i juni måned. Det fortsætter videre mod øst imellem læbælterne.

4. Langs sporet er opsat fuglekasser, lavet af børn fra institutioner i Herning Kommune i løbet af Grøn Inspirationsdag, som hvert år afholdes på Landsskuepladsen med omkring 1000 deltagende børn. Dansk Ornitologisk Forening har opsat tårnfalkekasse og uglekasse. Derudover er der informationstavler om de væsentligste træer du kommer forbi.

5. I juletræsbeplantningen til venstre er der klippet en labyrint, som du kan prøve at finde rundt i og ud af! Undervejs er der følekasser - tør du undersøge hvad de indeholder? Igen er der indhegninger, som under Landsskuet bliver brugt til får, geder og grise af gamle danske racer.

6. Turen går videre igennem indhegningen og op over en lille bakke, hvor du har udsyn over området ned til den lille Landsskuesø. I og omkring søen kan du undersøge dyrelivet, og lære om det du fanger ved at læse informationstavlen. Fiskenettet bedes efterladt på sin plads.

7. Turen går videre bag om læbæltet langs Messevej, igennem pilekrattet og bag om 4H-gården op over volden, hvor du kan prøve din balance på Junglestien.

8. Sporet vender rundt længst mod øst i beplantningen, hvor du kan teste din viden om træerne. Kan du kende træerne på deres blade eller grene?

9. Turen går tilbage mod vest gennem 4H-gården og syd om læbæltet, hvor jægere har opsat silhuetter af det danske vildt du oftest kan møde i naturen - rådyr, hare, agerhøne med flere. Her er der anlagt insektvold og vildtager, med forskellige planter som vildt og insekter godt kan lide, og en stribe med barjord til hønsefuglene at støvbade i. Se infotavle.

10. Ved siden af sporet er der en opstammet beplantning af dragepil, samt et gammelt levende harlekinsflettet pilehegn. Herefter kommer du igennem Biohaven, som blev anlagt i 2007 af landskabsarkitekt Carl Aage Sørensen. Ideen er at vise en haveform, hvor der er fokus på planter og buske som er til glæde for mennesker og dyr, i form af bær og nektar. Alt genanvendes og komposteres. Se infotavle om spiselige vilde planter.

11. Her tager sporet en afstikker på den anden side af asfaltvejen, hvor man kommer forbi Brændetemplet, Halmhuset, Mormorhaven, Pilecirklen og Poppelhuset. Alt sammen permanente anlæg og huse som bruges under udstillinger og arrangementer. 

12. Turen går tilbage igennem naturområdet, forbi bistaderne i Cirkelhaven og igennem Pile-ellipsen, som er en pilekultur, hvor der hvert år høstes pil til kurveflet. Turen ender hvor den startede ved Piletunnellen...

Rutekort

Sporfolder

Kontakt lodsejer