Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Pindstien - Sporet mellem Høll og Gårslev

Natursti ved Gårslev, 11 km nord for Fredericia.
Sti på 3,4 km

Velkommen til Pindstien - Sporet mellem Høll og Gårslev.

Pindstien er ca. 3,4 km og kan gås i begge retninger. I Høll kommer man ind på stien via Pindvej. Hvis man er i bil, kan man parkere på hjørnet af Hvidbjergvej og Båskærvej. I Gårslev starter man turen på Møllestien, hvor der er parkeringsmuligheder ved spejderhuset eller ved Brugsen.

Pindstien er den gamle kirkesti mellem Høll/Hvidbjerg og Gårslev, og den ender egentlig i Møllestien. Starter man turen i Høll, kommer man først igennem Pindengene, der er lavtliggende områder med et rigt dyre- og fugleliv. Det fortælles, at folk, for at undgå den meget plørede, smattede vej gennem engene til kirken, smed pinde, som gjorde, at man kunne nå nogenlunde tørskoet igennem frem. Dette gav stien sit navn. Navnet Høll betyder oprindelig ”dybt sted i vandløb”, altså det hul, hvor Vejle Fjord og Rands Fjord løber sammen.

Vandreturen på Pindstien/kirkestien er en helt igennem enestående naturoplevelse – til den ene side oplever man de meget smukke, idylliske engområder og til den anden side har man de dyrkede markarealer på nært hold. Her møder man vekslende afgrøder som græs, korn og majs, alt i harmoni med årstidernes vekslen.

Gårslev kirkehistorie
Frem til 29. oktober 1883 var Gårslev kirke anneks til Pjedsted, hvilket vil sige, at de havde hver sin kirke, men kun én præst, som boede i Pjedsted. Her var en særlig aftale med den gård, som kaldtes anneksgården og ligger på Kristianshøjvej 101 om, at han kunne overnatte her, når han var i Gårslev.

1 Udsigtsbænk
På bænken her kan man sætte sig og nyde roen og den flotte udsigt over engarealer og marker. På engen er der under dræningsarbejdet fundet en meget velbevaret flintøkse.

2 Teglværk
Her ses en mindre, hvid ejendom, som i forrige århundrede fungerede som teglværk, ejet af Jens ”Teglbrænder” Pedersen. Der er fundet mursten med mærket I. P. GAARSLEV eller IENS PEDERSEN GAARSLEV, der fortæller om en for længst svunden funktion.

3 Solitærtræ, ”Sparekassetræet”
Omtrent midtvejs på ruten står der mod syd, midt i den smukke udsigt med trælunde og naturlige diger, et karakteristisk stort egetræ med den kendte flotte krone. For den lidt ældre generation, er det helt klart ”Sparekassetræet”, som vi husker det afbilledet på de gamle sparekassebøger. Heldigvis passer landmanden, der ejer og dyrker jorden rundt om træet, godt på det, da det også for ham har stor erindringsværdi.

4 Nattergalen
Fra først i maj til Sct. Hans høres en fantastisk sang fra flere nattergale ved Pindengene, så gå en tidlig morgentur eller i skumringen og få en dejlig naturoplevelse.

5 Pindengene
Pindengene er et fattigt eng- og moseområde, som delvis afgræsses og delvis er under tilgroning med pilekrat. Engarealerne er udstykket til forskellige matrikler, som har græsnings- og jagtmuligheder. Forskellige vandløb løber igennem Pindengene som f.eks. Høllbækken, Kohave Bækken og Holbæks Rende. Her er et rigt fugle- og dyreliv.

Rutekort

Sporfolder

Kontakt lodsejer