Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sporet ved Kløvenhøj

Natursti på Mors, 15 km nord for Nykøbing M.
Sti på 3 km

Sporet ved Kløvenhøj ligger på Nordmors, mellem Bjergby og Sundby, ca. 15 km nord for Ny-købing. Den afmærkede rute er ca. 3 km lang. Turen starter ved P-pladsen på Fårtoftvej. God tur.

1. Vindmøller
I bakkerne på Nordmors blæser der godt. Derfor har Viborg Amt tidligere givet tilladelse til at opstille i alt fire vindmøller på dette høje bakkedrag. Den mindste af disse vindmøller er i dag taget ned og de resterende 3 vil også forsvinde på sigt. Nordvestmors skal friholdes for møller af hensyn til det særprægede morænebakkelandskab.

2. Fårtoft-banen
På Fårtoft-banen eller Solbjerg-banen holder Morsø Moto Cross Klub til. Banen er anlagt i 1950’erne. I dag ville man ikke give tilladelse til at etablere en bane i disse naturskønne bakker. Banen ligger godt gemt for udsyn og støj, og den har de tilladelser, der skal til i dag. Der trænes om lørdagen og på onsdag eftermiddage i sommerhalvåret. I enkelte weekender afvikles konkur-rencer. Her er også en skydebane, som bruges af Hjemmeværnet. Gravhøjen Kongenshøj blev fjernet, da banen på et tidspunkt blev lagt om.

3. Smedebjerg
Ad en ret stejl sti gennem et plantet krat kommer man op til det 65 meter høje Smedebjerg. Her-fra er der godt udkig over motor-banen. I krattet holder en del forskellige fugle til.

4. Lund med løvtræer
Efter at have krydset en lille grøftelignende bæk via en træbro, kommer man over i en lille skov. Skoven består mest af forskellige løvtræer, og den får stort set lov at passe sig selv. Mange fugle holder til her, f.eks. overnatter forskellige kragefugle her. Der er også opsat redekasser til falke.

5. Kilder ved Kongenshøj Bæk
Pludselig kommer der meget mere vand og strøm i bækken – Kongenshøj Bæk. Det skyldes, at der i kanten af skoven springer en masse små kilder. Efter gammel overlevering har der ligget en lille vandmølle i området. Den hørte til Overgård, som var en af de mange små herregårde på Mors. Omkring år 1900 lå her ørreddamme. Hvis man kigger under de store sten i kildeområdet og bækken, finder man en masse små vanddyr, f.eks. vårfluelarver og slørvingelarver – de er tegn på, at vandet er meget rent. Bækken er et af de reneste vandløb på Mors. Kongenshøj Bæk fortsætter mod syd ud i Solbjerg Å, som sammen med Lyngbro Bæk løber ud i Dragstrup Vig.
Hvor bækken løber ud af skoven er der spor efter 3 små bassiner/opdæmmede søer, hvor der sidst i 1800-tallet blev eksperimenteret med ørredopdræt. Det blev så vidt vides aldrig nogen succes og blev opgivet efter få år.

I skovbrynet mellem skov, bæk og mark holder en del vildt til. Man kan se, at rådyrene æder skudspidserne på de små grantræer.

6. Lund med løvtræer og kilder.
Lund med gamle løvtræer. Her holder musvågen til, og der findes små kilder i skovbunden. Den lille lund får lov at passe sig selv fuldstændigt (som urskov).

7. Brunhøjvej
Efter turen gennem krat og mark går man ud på Brunhøjvej. Selv om det er en asfaltvej, er det en smuk og ikke særlig trafikeret vejstrækning. Ude på marken ligger et lille vandhul, det er en gammel mergelgrav. Her holder bl.a. en rørhøne til. Bakketoppen nord for Kølviggaard er det næsthøjeste punkt på Mors (79 m) kun overgået af Salgerhøj ved Flade (80 m).

8. Kridehøj
Kridehøj var tidligere områdets højeste punkt på 80 meters højde. Men nu er bakken er væk, fordi man har gravet en del mergel og kridt her – deraf navnet. En anden nu forsvundet høj – Brunhøj – gav navn til Brunhøjvej. Telemasten vidner sammen med vindmøllerne om den høje beliggenhed.

9. Kløvenhøj
Herfra kan det betale sig at slå et smut op på gravhøjen Kløvenhøj. Højen ligger 78 meter over vandoverfladen, her er vid udsigt over land og vand hele vejen rundt. Thisted i Thy ligger stik mod nord, men ellers er det svært at orientere sig i dette kuperede område. Kløvenhøj er for-mentlig fra bronzealderen. Højen har en plyndringsgrøft i toppen, her søgte gravrøvere efter guld og andre kostbarheder.