Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sporet ved Blanksøgård

Natursti ved Mogenstrup, 10 km syd for Holbæk.
Sti på 2,5 km.
NB: Sporet ved Blanksøgård bliver i øjeblikket ikke vedligeholdt. Sporet er delvis tilgroet og der er ikke foldere i folderkassen.

NB: Sporet ved Blanksøgård bliver i øjeblikket ikke vedligeholdt. Sporet er delvis tilgroet og der er ikke foldere i folderkassen. Denne tur kræver derfor ekstra høje gummistøvler, lidt eventyrlyst og en medbragt folder.

Sporet ved Blanksøgård ligger ca. 10 km syd for Holbæk.
Den afmærkede rute er ca. 2½ km lang. Numrene på kortet henviser til nedenstående beskrivelser. God tur!  

1. Bevaringsværdig landsby
Mogenstrup er en typisk midtsjællandsk landsby, som har bevaret sit oprindelige udseende med mange gårde og kun få huse. Byen er udpeget som særlig beskyttet, hvilket betyder, at der for eksempel ved nybyggeri skal tages særlige hensyn til udseendet.

2. Blanksøgård

Gårdens 45 ha har siden 1995 været drevet økologisk. Gården har en mindre besætning af gotlandske pelsfår. De benyttes primært til naturpleje af arealerne omkring grusgraven, men gør også nytte på kløverfrømarkerne, hvor de er med til at bekæmpe ukrudt. Gårdens nuværende bygninger med det præsentable stuehus er opført i 1908. Optegnelser viser, at gården tidligere har ligget der, hvor P-pladsen i dag er indrettet. I Krøjerup, ca. 6 km herfra, ligger en gård, som er næsten magen til. Det er tydeligt, at disse gårde er opført af den samme håndværksmester.

Landskabet omkring Blanksøgård er dannet ved slutningen af den sidste istid. Aflejringer af jord, grus og sten ligger nu, tilbage som bakker. Store klumper af is, der smeltede langsomt, har dannet hullerne, der ofte er søer. De kaldes dødis-huller. Mest markant her er Maglesø, som ligger få kilometer mod øst.

3. Grusgravning

Der er meget grus gemt i bakkerne, og især midt i 1900-tallet blev der gravet mange steder. I de gamle grusgrave vokser der typiske overdrevs-planter, men her er for eksempel også plantet havtorn. Det er en lav stikkende busk med grålige blade, der langsomt breder sig og danner et tæt krat.

4. Brorfelde Observatorium
Øst for sporet ses flere sølvfarvede kupler på bakkerne. Det er et observatorium, der i mellemkrigstiden blev flyttet fra Botanisk Have i København. I dag bruges observatoriet af studerende fra Københavns Universitet.

5. Rusrenden
Et lille, ubetydeligt vandløb, som her ikke ser ud af meget. Vandløbet udvikler sig til et af Nordvestsjællands fineste vandløb, Regstrup Å, som huser en stor bestand af ørreder.

6. Stendyssen
Midt på marken findes resterne af en stendysse. I tidens løb er stenene fra dysserne mange steder blevet brugt til byggeri, eller dysserne er blevet fjernet for at få en mere rationel landbrugsdrift.