Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Præsteskoven-Skjørringe-Virket Sø

Natursti ved Virket, 14 km nordøst for Nykøbing F.
Tre stier på 5,2 - 3,4 og 2 km.
Sporet har forbindelse til Sporet i Falsters Hjerte

Velkommen til Sporet Præsteskoven-Skjørringe-Virket Sø-Virket Hus, Falster

 

Sporet består af en grøn rute på 5,2 km, en rød rute på 3,4 km og en blå rute på 2 km. Fra Virkethus starter også en gul rute ”Spor i Falsters Hjerte” som går til Horreby og Horreby Lyng. Der er gode muligheder for at kombinere turene med en afstikker til Hannenov Skoven. God tur!

  

1 Præsteskoven

Præsteskoven ejes af Eskilstrup og Ønslev Menighedsråd. Skoven er på 10 ha, og der er offentlig adgang. Parkeringsplads.

 

2 Borremosen og Sparekasseegen

Tag en lille afstikker ad stien mod syd. Her er udsigt over Borremosens enge med den smukke ”Sparekasseeg” og over tørvegravene. Borde og bænke.

 

3 Præsteskovens tøvegrave

De to søer er opstået efter tørvegravning i årene omkring 1. og 2. verdenskrig, hvor tørven blev anvendt til opvarmning og industri. Det er tilladt at fiske, men sæt fiskene ud igen. På østsiden af tørvegravene får træerne lov til at stå til de dør og rådner til glæde for mange insekter, dyr og svampe.

 

4 Skovgræsning i Kvindeskov

Gennem klaplågen kommer man ind til Kvindeskov, der tilhører Skjørringe Gods. Her græsser kreaturer i skoven og på arealer, hvor der tidligere var granskov og juletræer. Kreaturerne er af racen Welsh Black. Det er fredelige dyr. Kvæget går ude hele året, og skal være med at skabe en varieret natur. Det højeste punkt er et godt sted, at se efter rovfugle, og om foråret kan man være heldig at høre tranernes kalden.

 

5 Skovhuset i Vesterskov

Det lille hvidkalkede hus er udhuset til et tidligere skovfogedhus. Udenfor findes borde og bænke, og huset kan benyttes ved særlige lejligheder efter aftale med ejeren. Rødt spor fører videre til Borremosen.

 

6 Den gamle eg

Den gamle eg har en omkreds på 5,2 meter, og er nok over 250 år gammel. Træet har oplevet salget af jordegods tilhørende Nykøbing Slot til nye godser og bøndergårde på Falster i slutningen af 1700-tallet. Hvor der før var hasselskov, er der nu golfbane, og egetræet passer fint ind i det nye landskab.

 

7 Køllegaard og golfbane

Køllegaard har navn efter en tidligere ejer. Nu er her bistro og klublokaler for Falster Golfklub. Golfbanen blev som den første i landsdelen startet i 1969. Det er ikke tilladt for offentligheden at færdes på golfbanen.

 

8 Virket Sø

Virket Sø er 8 ha og ejes af Bymandslauget i Virket by, der i 1766 købte søen sammen med deres gårde af Kronen (staten). Søen har en spændende historie med mange gamle stridigheder imellem ejerne. Blå rute rundt om søen er 2 km lang, og der er etableret en plankesti, så man kan færdes tørskoet langs bredden. I den sydvestlige ende fører en 15 meter høj trappe ned til søen.

 

9 Trygge Slot

På den høje knold med godt udkig over landskabet findes svage spor efter Trygge Slot. Vi ved meget lidt om Trygge Slot, der måske har virket i sammenhæng med det nærliggende Virket voldanlæg i Hannenov Skov.

 

10 Virkethus

Virkethus er kommunes ”grønne” forsamlingshus. Herfra starter rød rute over Listrup Lyng til Skjørringe Lyng og grøn rute til Vesterskoven. Ved Virkethus er der parkeringsplads og WC, og Naturstyrelsen har indrettet bålpladser og forskellige redskaber til aktiviteter. Herfra er det også muligt at starte gul rute til Horreby Lyng og Horreby, ruten Motionsslangen til Nykøbing Falster eller afmærkede ruter i Hannenovskoven.

 

11 Listrup Lyng

Rød rute fører gennem Listrup Lyng, der i daglig tale kaldes Borremosen. Her findes åbne tørvegrave og skiltning, der fortæller om fortidens guldfund, og om den sjældne Stor Kærguldsmed. Over en spang går rød rute videre til Skjørringe Lyng på Skjørringe Gods.

 

 

Sporet er etableret i samarbejde med Eskilstrup og Ønslev Menighedsråd, Skjørringe Gods, lodsejer Dan Nygaard Madsen, Virket Bymandslaug, Foreningen Falsters Hjerte, Friluftsrådet Guldborgsund, Falsters Golfklub, Naturstyrelsen Storstrøm, Skovskolen Københavns Universitet og Guldborgsund Kommune.