Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sporet ved Hellevad

Natursti ved Hellevad, 8 km vest for Rødekro.
To stier på 6 og 2,5 km

Der er mulighed for at følge en rute, som fører dig forbi alle de informationstavler, som er place-ret på sporet. Ruten er markeret med hvide pile. Turen er på ca. 6 km. Den stiplede linje angiver muligheder for afkortning af turen. Følger du de stiplede linjer er ruten 2,5 km lang og den kan anbefales til barnevogne, kørestole og cykler. Toilet kan benyttes i kirkegårdshuset. Der findes ligeledes en folder med løbe- og vandreruter i området. Al færdsel og ophold på sporet sker på eget ansvar. Langs hele sporet skal hunde føres i snor. God tur!

1. Kirken
Hellevad kirke kan dateres tilbage til 1118. Kirken har været et valfartssted på samme måde som helligkilden i skoven. Man mener, at Hellevad har fået sit navn efter "det hellige vadested". En frise i kirken med de såkaldte nødhjælpere støtter denne antagelse. De 14 nødhjælpere repræsen-terer hvert deres område af sygdomme og områder til beskyttelse. I dag formanes der til, at de kun ses som forbilleder, og at bønner rettes til Gud selv. I kirken kan købes en beskrivelse af kirkens inventar og historie. Der henvises også til kirkens hjemmeside www.hellevad-egvad-sogne.dk. Tider for gudstjenester kan ses på tavlen lige indenfor lågen til kirkegården. Kirken er åben i dagtimerne året rundt.

2. Rensningsanlægget
Efter at have krydset Surbækken kommer du til et nedlagt rensningsanlæg. Nu fungerer anlæg-get som et regnvandsbassin. Surbækken udspringer ca. 8 km mod nordøst mellem Horsbyg og Rugbjerg og løber ud på Tinglev hedeslette. Dér løber den sammen med Arnåen og videre ud i Vidåsystemet. De store vandmængder kommer fra Toftlund bakkeø, som her udgøres af skoven mod nord. I Surbækken er her placeret et sandfang. Strømmens hastighed nedsættes og en stor mængde sand bliver gravet op med jævne mellemrum.

3. Hellevad vandmølle
Nu går sporet ad en trampesti på private lodsejeres jorder langs med Surbækken til Hellevad vandmølle. Møllen er første gang opført i 1200-tallet og nedlagt som mølle i 1930’erne. Nu er der økologisk landbrug på 65 ha. med mulighed for at holde kurser, møder og bondegårdsferie. Opdæmningen ved møllen er i 2009 omdannet til et smukt stryg, så fisk kan komme længere op i bækken. Vandmøllen kan kontaktes på tlf. 74 66 93 44 eller på www.vandmoellen.dk.

4. Præsteskoven med søerne
Sporet går nu mod nord væk fra vandmøllen og skråt tilbage mod nordøst ad en grusvej. Ved asfaltvejen drejes til venstre, og vejen følges ca. 300 m. Her går sporet til højre ind i skoven, og de hvide pile følges langs Dybdalen til de to nyopgravede søer, som er tidligere mergelgrave. Sporet går rundt om søerne og lidt ind i skoven på den østlige side af Dybdalen, og drejer så skarpt til højre og fører ned til madpakkehuset og Helligkilden. De tætte granarealer giver ly for rådyr, ræve, harer og fasaner. Hellevad kirke ejer hele skovområdet på 32 ha. HedeDanmark passer skoven, og jagten er udlejet. Respektér skiltning ved jagt.

5. Helligkilden
Helligkilden er et yndet udflugtsmål, som nu er forbedret med et madpakkehus og et muldtoilet til fri afbenyttelse for alle besøgende. Helligkilden blev tidligere meget besøgt af syge folk, da man mente, at vandet kunne helbrede. Kilden har derfor været med til at give kirken og byen deres centrale placering. Herfra kan man nyde udsigten over Dybdalen, høre den spinkle klok-keagtige stemme fra fuglekongen i granerne og måske se en svævende musvåge over dalen.6 - Udsigtstårnet

6. Udsigtstårnet
Sporet går nu tilbage forbi madpakkehuset til et udsigtstårn i skoven, hvorfra der er udsigt mod syd over Tinglev hedeslette. Følg skiltet til højre. Oppe i tårnet har man en vidunderlig udsigt ud over Hellevad kirke og by, og man får indtryk af den meget flade hedeslette, som strækker sig til den anden side af den tyske grænse mod syd og til Vesterhavet mod vest.

7. Kælkebakken
Du følger nu igen sporet og kommer til den ene af skovens kælkebakker. Du skal ned ad den til en informationstavle næsten nede ved vejen. Lidt før informationstavlen drejer sporet skarpt til venstre, følger en lille mosgroet sti til en grusvej, hvor der drejes til højre, og du kommer ud på asfaltvejen. Her drejes til venstre hen mod byen. Du følger vejen ned til krydset ved Skolegade, går til venstre og videre hen til brandstationen, hvor Gustes eng ligger.

8. Gustes eng
Surbækken løber her lige igennem Hellevad by. På engen, som ejes af foreninger i byen, er der bygget sheltere. Der er sat trædesten i bækken, så man kan fiske. Der er lavet bålsteder, og en rebgynge er sat op. De opstillede borde og bænke kan bruges bl.a. af Hellevad Børnehus til fri-luftsundervisning, og byens scene er renoveret. Her holdes Sct. Hans aften, friluftsgudstjenester og nogle af den årlige byfests arrangementer. Alle faciliteter er til fri afbenyttelse. Se www.hellevadboernehus.dk og www.hellevad.dk.