Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sporet ved Lintrup

Natursti ved Lintrup og Kongeåen, 18 km sydvest for Vejen.
Sti på 8,4 km

Velkommen til Sporet ved Lintrup.

Sporet er på 8,4 km og løber som en rundtur mellem Lintrup og Kongeåstien. Sporet er opdelt i delruterne Lintrup Præsteskov – Lintrup By v. Glad Zoo (1,9km), Glad Zoo - Kongeåstien (2,2 km), del af Kongeåstien (1,8 km) og Kongeåstien – Lintrup Præsteskov (2,5 km). 

 

1 Lintrup Præsteskov

Lintrup Præsteskov er et mindre skov- og naturområde ca. 1 km nord for Lintrup. I den sydlige del ligger et smukt naturområde med tre mindre søer, springvand og en lille vandmølle. Mod syd er der udsigt til Lintrup By og Kirke. Ved søerne er bålhytte, hvor det er

muligt at grille eller nyde medbragt mad.

  

2 Pansergraven

I Præsteskoven ligger en pansergrav, som var en del af de forsvarsværker den tyske besættelsesmagt anlagde tværs over Syd- og Sønderjylland i 1944-45 for at forhindre et angreb på Tyskland gennem det sydlige Jylland. De stejle sider gør det umuligt for køretøjer at passere. Graven er en rekonstruktion, da forsvarsværkerne blev fjernet efter besættelsen.

 

3 Bro over Lintrup Nørrebæk

Efter Præsteskoven passerer sporet mod syd Lintrup Nørrebæk, hvor der er udsigt over vandløb og stigningen i landskabet på begge sider af bækken. Bækken er et vigtigt gyde- og opvækstvand for ørred. Bækken løber ud i Kongeåen ca. 2 km længere mod vest. Fra bækken går sporet langs levende hegn og marker til Lintrup By.

 

4 Lintrup Kirke

Lintrup Kirkes romanske skib og kor er bygget mellem 1150 og 1175 og var indviet til Maria Magdalene. Så kirken kan med en vis ret kaldes for Maria Magdalene kirken.  Det gotiske tårn er fra 1400-tallet og det høje pyramidespir fra o.1690. Apsis er fra 1939. Kirkens alterprydelse er det meget smukke senromanske korbuekrucifiks fra o. 1250.

 

5 Lintrup By
Lintrup By har godt 200 indbyggere og i sognet bor der i alt ca. 800 indbyggere. Som nabo til kirken ligger Lintrup Skole, hvis ældste dele er opført i 1913. På skolens murværk mod syd kan du se en mølle og kost, som symboliserer flid og renlighed. Husene omkring Lintrupvej består fortrinsvis af ældre, prunkløse murermesterhuse. Kroen er bygget i 1934 og forsamlingshuset i 1923. Den smukke, stråtækte præstegård er fra 1863 inden landsbyen kom under tysk herredømme. Modsat mange andre af tidens præstegårde i Sønderjylland er præstegården derfor ikke bygget, så det kunne bruges som lazaret i krigstilfælde.

 

6 Glad Zoo

Glad Zoo er en dyrepark med mere end 80 forskellige eksotiske dyre- og fuglearter. I havens tropiske anlæg er der slanger, sjove aber og farverige fugle. Glad Zoo har falkonertjeneste med rovfugleopvisning. Se mere på www.gladzooo.dk.

7 Turen mod Kongeådalen
Vest for Lintrup følger sporet en markvej mod nord til Kongeådalen. Sporet går gennem et landskab præget af dyrkede arealer og levende hegn. Mod nord er der udsigt til Kongeådalen og bakkerne nord for Kongeådalen. Ved Kongeåvej er oldtidshøje spredt i landskabet. Efter passage af Kongeåvej fortsætter du gennem engområdet, hvor Lintrup Bæk løber ud i Kongeåen. Fra skrænten til engområdet kan du se, hvordan Kongeåen bugter sig og har skåret sig ned i landskabet.

8 Kongeåstien
Fra Lintrup Bæks udløb i Kongeåen følger sporet Kongeåstien 1,9 km mod øst. Se www.kongeaastien.dk. Du kan se, hvordan åen slynger sig gennem engen. Du kan være heldig at se fiskehejrer og isfugle. Under 1. Verdenskrig var der illegal færgetrafik ved Nielsbygårdvej.  Færgen var en stor trækasse, som blev brugt af folk, der ville over Kongeåen for at hente fødevarer eller besøge familie i Danmark. Længere mod øst var åen flugtrute for sønderjyder, som ikke ville deltage på tysk side i 1. Verdenskrig.

9 Lyngbjergvej
Ved Kongeåvej 128 forlader sporet Kongeåstien og fortsætter mod syd via en markvej gennem det flade agerland i Kongeådalen til skrænten på sydsiden af Kongeådalen ved Lyngbjergvej.

10 Lille Østrig
Fra Lyngbjergvej løber sporet mod øst ad en eksisterende markvej til Dover Kirkevej. Sporet går på bakkeøens skrænt mod ådalen og har mod nord en storslået udsigt over Kongeådalen og til Åtte Bjerge og Føvling Kirke. Området kaldes i folkemunde ”Lille Østrig”. Ved foden af dalskrænten finder du mindre engområder. Nær Dover Kirkevej passerer sporet tre oldtidshøje. Herfra løber sporet mod syd via en markvej gennem et frugtbart landbrugsområde til startstedet i Lintrup Præsteskov.

Natur og landskab

Sporet går gennem et varieret landskab præget af istiden med bakkeø syd for Kongeådalen og smeltevandsdal ved Kongeåen. Landskabet består af dyrkede arealer, enge, skov- og naturområder og vandløb.  Det rummer et rigt dyre-og fugleliv med sangfugle, rovfugle, fasaner, svaner, harer, rådyr, ræve m.v. Kongeåen er også rig på fisk. Landskabet rummer historiske spor med oldtidshøjde og den gamle grænse mellem Danmark og Tyskland 1864-1920.